Mine hænder, mine måltider, mine ord

 photo 81240c710ccd473b5991e20d319403a9.jpg

At skrive lidt i november, om november. At høre I hope that I don’t fall in love with you. At forelske sig i melankolien, gentagelsen, det ondskabsfuldt sødmefulde. At læse A thousand kisses deep, ‘You came to me this morning /And you handled me like meat / You’d have to be a man to know / How good that feels how sweet /My mirror twin my next of kin /I’d know you in my sleep / And who but you would take me in /A thousand kisses deep’

Jeg blev syg, jeg mistede stemmen. Jeg arbejdede for meget. Jeg mistede gnisten. Fandt den igen. Gik tilbage til Tom Waits. Drak meget kaffe. Begyndte at skrive igen.

Jeg har aflyst alt andet end det nødvendige. Det som er mere besværligt at aflyse end at udføre. Jeg har været i svedehytte. Jeg har fundet en anden slags kvindelighed. En fremmed lyst i mig selv, som jeg værner om, og lærer at kende ganske langsomt og for mig selv.

I går var det min fars dødsdag og den gled, ubemærket af de fleste ubemærkelige, henover mig og efterlod et vandspejl på min hud.

Jeg ved ikke om det virkelig er en forskansning jeg gemmer mig bag, eller bare mindre tålmodighed overfor ligegyldige ting, ord. Jeg føler mig nogle gang hård som glas. Skarp. Der var en som bemærkede mine evner for nærvær og fravær, det fik mig til at tænke på endnu et vers: ‘I’m good at love I’m good at hate /I’ts in between I freeze’ og den her, Hold on.

Det er rigtigt, at jeg er bagud. Med opgaver og research og mailbesvarelser og fakturaer. Det er sandt. Jeg er også bagud med mig selv. Med at stirre ud i luften. Med at bage og lege i mit køkken. Jeg er bagud med at være alene. Med at elske. Danse. Jeg er bagud med at tage kjole på, og danse. Jeg er bagud med at skrive, skabe. Jeg er bagud med forudsætningen for opgaver og research og mailbesvarelser og fakturaer. Og det som sker i disse dage er; at dansen siver ind i fakturaerne. At elskoven sniger sig ind i mailbesvarelserne og legen kryber ind i researchen og får mig til at stirre, danse, elske. Så hey; forvent flere ekstremer, mere hårdhed, større varme. Jeg er træt af at være pligtopfyldende og ordentlig. Jeg kommer til at skræmme nogen og jeg kommer til at skræmme nogen væk. Men jeg er træt af det lunkne. Træt af at glatte ud, glide af, forklare mig. Klichéer og fucking lyserøde elefanter i hele stuen!

Jeg har mine hænder og mine måltider og mine ord – og de kan være hårde og stærke og milde og blide – og det er ekstremerne som berettiger dem. Du vil ikke have en mellemting, du vil have begge dele.

Måske er det november, måske er det også november. Ny november.

 

November

 photo 76953545-4667-4403-903A-17D1C1B27A85.jpg

November er mindernes måned
er rugende desperation og glitrende følsomhed.

November er historiernes måned
er isnende dagsrejser og glødende nærvær

November er forandringernes måned
er frie fald og svimlende opstigninger

November er drømmenes måned
er chokerende klarhed og dvælende dekadence

November tilhører de varme mænd og de bitte små spøgelser.

Invitation

 photo AAC40998-CB9C-441C-B351-1D044C0C324C-3173-0000029478F725BC.jpg
Du inviteres hermed til foredrag og debat med Katrine May Hansen
mandag 10. november kl. 18 i Vollsmose Kulturhus.

Katrine May Hansen er kvinden bag den omdiskuterede udstilling A SCARF IS A SCARF IS A SCARF, som har hængt på Rådhuspladsen i København, og som kan ses i Vollsmose Kulturhus fra d. 10. november.

Hvad er det med det muslimske hovedtørklæde? Hvordan er dette stykke stof blevet så voldsomt et symbol, at det ind imellem endda afholder os fra at kommunikere med hinanden?  

Katrine May Hansen diskuterer den historiske og kulturelle sammenhæng mellem de traditionelle ’Klude’ fra Fanø og den muslimske ’Hijab’. Foredraget byder på mulighed for debat, masser af billeder og gode historier. Katrine medbringer tørklæder og kan demonstrere de traditionelle bindinger af både Klude og Hijab.

Du er meget velkommen til at tage en ven eller veninde med.

Venlig hilsen

Kvinfo, Vollsmose Bibliotek & Vollsmose Kulturhus.

Time out

 photo 7cdd4f7981175253ea97124c5adf2045.jpg

Jeg har taget en time-out-dag i dag.
De sidste 3 uger har jeg ikke arbejdet under 65 timer om ugen, og resten af november ser ligesådan ud.
I dag skulle jeg have været på uddannelse hele dagen og det havde jeg glædet mig til, men da jeg vågnede i morges vidste jeg, at jeg ikke skulle af sted alligevel. Jeg havde ondt i lårene og hoften og hjertebanken. Dårlig mave og spændte kæber, klare stresstegn.
Jeg fulgte børnene i skole og gik til morgenyoga. Slentrede ned til Føtex og købte aftensmad til i aften. Nu er jeg hjemme. Jeg har nogle mails, som skal skrives, og en projektbeskrivelse. Næ, to faktisk… og så skal jeg hvile lidt. Mit hjerte banker stadig. Så sætter jeg maden over og henter børnene tidligt. Måske skal vi lave kokoskugler… Måske virker det, måske kan jeg tage det i opløbet sådan her.