Pixeleret aften på eget ansvar

Om at springe ud af sin krop og kravle ind i den igen.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Det tog mig ikke to sekunder at forlade min krop. Da cyklen blev ramt og det gik op for mig at jeg ikke kunne rette den op, men ville vælte ud på kørebanen, da forlod jeg den. Bare for en sikkerheds skyld. Jeg afsikrede den inden, lod den være blød og spændstig på samme tid, så slagene nok ville gøre ondt, men ikke ramme noget vitalt.
Alt virkede efter planen. Jeg husker asfalten mod hoften og hånden, og foden i et vrid mod pedalen. Jeg havde endda overskud til at blive vred på den cyklist som troede han kunne overhale indenom og på dem, som rejste mig og cyklen op og fulgte os ind på fortovet, og så bare forlod mig der, alene, forslået og fortumlet.
Jeg vidste, at jeg havde fået et chok. Jeg vidste at det var vigtigt at reagere, at lade tårerne komme, og rystelserne. Jeg vidste også at jeg havde 3 klienter den dag, og 5 møder med eventuelle nye deltidslejere til Kontoret for Krop og Liv. Så jeg fik fat i Karin og Jan og de hjalp med at aflyse mine aftaler. Jeg ringede til min mor og gråden tog til. Min fod gjorde ondt, min hånd gjorde ondt.

Det er 10 dage siden. I dag skal jeg have gipsen af. Wish me luck. Selvom, det er egentlig ikke hånden jeg er så bange for. Knogler heler. Men jeg har fandme ondt i hoften og det stråler op i lænden.

Jeg fik behandling af to af underviserne på ManuVision i går, det var godt og gjorde godt – og pisseondt.For jeg bliver jo nødt til at kravle ind i den krop igen. det er ikke til at holde ud at stå og se til, mens den stivner om sig selv. Ergo. Ind i den, ind og mærke hvordan det føles, at blive mørbanket af bil og cykel og asfalt, for så derefter at stavre rundt og spænde op, imens man spiser chips og lakridser og drikker lidt for meget vin, fordi man fandme ikke skal tage de smertestillende piller. Det er sgu ikke kønt, hverken at se på eller mærke.

Men ind kom jeg – om ikke andet så i glimt. Når noget, som er stift, bliver blødgjort, så hæver det. Når noget hæver inde i et rum, så bliver der mindre plads og så må det hævende trykke mod noget andet. Ergo, jeg er mere bevægelig og mere ømskindet end før. Alligevel, midt i alt det ømme, føles det godt. Eller, ikke godt, men rigtigt. Den vej jeg skal. Tilbage i mig selv.

Just do it!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pixeleret aften på eget ansvar