Rice&Curry – Madkursus i det Sri Lankanske køkken

Photobucket Pictures, Images and Photos

I dag er der premiere på mit kursus i Sri Lankansk madlavning; ‘Rice&Curry’ – og jeg har forberedt og finpudset og jeg glæder mig sådan!

Jeg har 9 curry’er og 6 sideretter, 3 slags te og 2 slags ris og vi skal riste og støde vores egen karry – men som det tit er, når man starter et nyt kursus op, så er der ikke helt fuldt hus – vi bliver kun 8 i dag, og har plads til 6 mere – så det er nyt for mig, et lille, hyggeligt hold 🙂
Men Hey – det bliver fedt, og jeg har to kurser i Rice&Curry mere, denne sæson, og det ene er allerede fyldt op – og dem som kommer i dag? Ja, de får i hvert fald smæk for skillingen!

At vende tilbage til Mandalay og mig

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg sidder her i sengen og burde egentlig være sur og frustreret, for jeg har ondt i ryggen og måtte blive hjemme fra både ManuVisionuddannelse og fødselsdag i dag.
Men jeg er sært glad. Rolig i stilheden og rygsmerterne. Det er som om det hele kun er ved at begynde. Som om der er noget – meget – godt i vente.
I onsdags startede min madkursus-sæson med et veloplagt hold i Thailandsk madlavning. I fredags havde vi åbent hus på Kontoret, med solskin og prøvebehandlinger, som var fuldt booket og med en vidunderlig jazzet slutning med Kira Li Duo. I går havde jeg sæsonens første 1-dagskursus i Ingefær, og bagefter nåede jeg sidste halvdel af en polterabend, som bød på både vin og bar hud, et sødmefuldt, let melankolsk og alt for kortvarigt gensyn med Mandalay midt på gaden og gode grin på Comedy Zoo – ja, og en smadret ryg – væske i hoften går sgu ikke skidegodt i spænd med høje hæle 🙂
I morgen tager jeg i skole og tirsdag starter jeg med at behandle igen. Onsdag madkursus, torsdag behandlinger, det bliver en god uge, men denne stille dag er tiltrængt. Lige hvad jeg har brug for.

Jeg har lavet mig en iskaffe, sweet milk, neskaffe og isterninger, det er som at være tilbage på Gili Trawangan. Jeg har drømt lidt om Burma og tilfældets skønhed. Jeg har ondt i ryggen, det kan jeg mærke, og jeg er lykkelig for, at jeg kan det; mærke det, for det betyder at jeg er ved at vende tilbage til min krop igen efter cykelstyrtet. Jeg er ved at kravle ind i den igen, at tage den tilbage fra det limbo, jeg efterlod den i sidst, da jeg mistede kontrollen over den, afspændte den, og lod den ramme asfalten, cyklen, bilen.

Jeg føler mig som en stærk krøbling, smuk og sær. Det er helt som det skal være.

En skole for børn?

 photo 731346e396fa19bdc918dd2d2d4f1ce6.jpg

Er det ikke et smukt billede? Det er min ven, Mr. Iman Suligi som har taget det, af en ung studerende i hans bibliotek. I baggrunden hænger plakaten fra min sidste tur i Indonesien. Det gør mig så glad, det hele.

Men der er noget andet, som ikke gør mig glad, men frustreret og bange. Og det er, når jeg ser, hvor hårdt implementeringen af heldagsskolen tager på mine børn.

Den mindste er lige startet i nulte klasse og han er glad lige når han kommer hjem, men ulvetimen, som ellers var overstået for over et år siden, er kommet tilbage. kl 17 er han helt færdig. dødtræt og sur og kan slet ikke finde ud af at være nogen steder. Han vænner sig til det. Jo, det går han, det skal han, men det går ud over legetid og venneaftaler og forældre-puttetid. Jeg savner ham simpelthen, og han savner sine forældre. Han møder kl 8 hver dag, og har i gennemsnit fri kl 14.30. Så er der SFO og legeaftaler og trampolin og bedsteforældre, som også skal passes, for at man er rigtig glad – og så er det bare, at det bliver forældretiden, som ender bagerst i køen.

Men det værste er den ældste. Jeg havde et barn sidste år, i 3. klasse, som var glad og energisk og havde stor selvtillid – dygtig i skolen og med et højt og næstekærligt selvværd. Og nu kommer hun og siger, at 4.klasse er alt for svært, at hun ikke kan følge med. At hun bliver forvirret og ikke føler sig god nok. At vi, hendes forældre, ikke følger godt nok med i, hvad de laver derovre, fordi de skal lave alle lektierne i skoletiden… Hun har skiftet hele lærerteamet ud, skiftet bygning og fået nye fag. For et par dage siden var der forældremøde, det var den første chance, vi forældre havde, for at møde de nye lærere. Ellers skal alt foregå på mail – der er ikke tid til andet. Det er en kæmpe frustration. Lærerne var søde nok, men de er så pressede, at der bare ikke var overskud til andet end at gennemgå læringsmetoderne – som også er helt nye for børnene – og så fortælle os at vi skulle tage stilling til en uhyrlighed i mine øje:

Det er sådan, at lærerne har 24 timer til forældresamarbejdet – på et helt år. Det er forældremøder, skole/hjem-samtaler, alt. Derfor skulle vi tage stilling til, om de skulle bruge nogle af disse timer på at holde et skolebal for hele 4.årgang – som har været tradition og styrker fællesskabet på årgangen – ELLER om vi ville have nummer 2 forældremøde i forbindelse med de nationale prøver etc. Det er jo et umuligt valg. Det er simpelthen ikke et rimeligt valg – en fest, som børnene elsker, og som styrker det sociale fællesskab – SUPER vigtigt, og jo især nu, hvor de er kommet i mellemgruppen, har fået nye lærere og nye fag, og der er meget mindre tid til forældre/elev-kommunikation – eller et forældremøde, hvor vi kan blive opdateret på, hvordan vores børn klarer sig, på klassens trivsel og hvor vi i det hele taget får mulighed (kun nummer 2 mulighed på et helt år!) til at se lærerne i øjnene og lige føle lidt på det hele.

Hvordan skal vi, som forældre, bakke op om lærernes beslutninger, når vi kun får denne kommunikation via mail på intranet og så via vores børns ‘øjenvidneberetninger’? Hvad nu, når vores barn føler sig klemt eller noget i kommunikationen går galt mellem barn og lærer? Plus, at det her lægger al pres over på forældrene, i forhold til sammenhold og trivsel i klassen – jeg er simpelthen så frustreret og bekymret over den mangelfulde kommunikation – både lærer/elev, lærer/forældre og lærer/pædagoger.

Det er en indkøringsfase? ‘Vi lægger asfalten, mens vi går på vejen’? Ja – og jeg vil ikke gøre lærerne til fjende – slet ikke. Men hvor skal vi finde tid og kommunikation til at stå sammen, forældre og lærere, for at give vores børn den bedste skolegang, den bedste overgang til heldagsskolen?

Det bliver bedre? Ja, det er jeg faktisk sikker på at det gør. Men det er mine børn, som bliver taget som gidsler her. Det er mine børn, som skal gå ned og få det dårligt, for at vise, hvad som skal ændres. Og det er jeg FANDME træt af!

 

 

At sanse Congos mørke – Heart of Darkness på Republique

 

 photo a73bcadeffc824946998c4d515dd055f.jpg

Vil du rejse med mig ind i mørket? Derind, hvor vi alle sammen er både brikker, anonyme og hovedpersoner midt imellem liv og død. Midt imellem offer og bøddel. Det er den invitation Republique, i samarbejde med Teatro de los Sentidos, giver os. Publikum er rejsende, vi er både Marlow og Kurtz, den som leder og den som bliver fundet – måske.

Det er i dén grad sanseligt, af med sko og strømper, ‘hvem vil du tage med ind i mørket, vælg’, mens duftene spreder sig og jeg er i Congo. Som sansemæssigt billede er det sindssygt godt lavet. Vi, publikum, går og bliver ført rundt i scenerummet, som virker uendeligt, venteværelse, landskab, sandstrand, fabrik. Vi bliver delt op og det er mørkt, og selvom de knappe spørgsmål er banale og set før, bliver de gyldige, her i mørket og sandet og duften af Afrika; ‘hvem vil du redde, hende, eller hende?’ – ‘hvem vil du redde, ham eller dig selv?’ Vi begraver vores hænder og vasker desperat skammen af med vand og hårde vaskeklude. Det er stærkt og det virker.

Det kryber ind i mig, mørket, undervejs, hvad er der i de sandbunker, hvem er de knapt-talende statister i vores rejse, det er små og bløde chok, som forbereder os på den sande gru, det udfoldede mareridt. Som aldrig kommer. For de fader, og om det er meningen, eller fordi det ikke lykkes, det ved jeg ikke. Men pointen bliver for tydeliggjort hen imod slutningen, for banal, vil du være med til at slå et andet menneske ihjel, flokmentaliteten, autoritetstroen. Og her ved vi pludselig allesammen godt, at vi er med i et skuespil, og for min skyld, kunne vi være fortsat – fordi det ikke er virkelighed. Derfor bliver det for overgjort, at en af os (eller en hyret skuespiller?) skal stoppe vanviddet. Som netop endnu ikke er vanvittigt nok.

Jeg elskede scenografien, detaljerigdommen, sandet, truppen, de små papirsbåde, opstillingerne, og for det, ville jeg tage derind igen. til hver en tid. Betina Birkjær virker, som vores stemme og samtidig bindeleddet til de stærke, men også anonyme skikkelser, det fungerer pissegodt. Og den lille Enrique Vargas, hvor er det ærgerligt, at vi er så Danske og blev så forvirrede og ikke vidste helt om det var slut, da han ville tale, diskutere, åbne for en dialog. Vi forstod det ikke.

Men varmen, kulden, duften, mørket, det forstod jeg. Slagtegeden, vaskekluden, sandet, det lurende. Stærke virkemidler fra en trup som forstår at bruge dem. Og som sådan langt mere effektfuldt end filmen ‘Apocalypse Now’, som Joseph Conrads klassiker også har lagt inspiration til.

Heart of Darkness spiller på Republique store scene fra d. 13. sep-d 11. okt 2014 – der er stadig billetter, køb dem f.eks. på Teaterrabat.dk

Older posts