Den nemme, tidlige morgenmad

Pixeleret aften på eget ansvar

Photobucket Pictures, Images and Photos

Hvad er uden filter, hvad er det bedste man kan gøre for at undgå følelsen af at blive set, at være på, hvem interesserer sig for det, mig, min kamp?

I aften kæmper jeg med ikke at være en turteldue. Jeg er ikke midtpunkt, heller ikke i min egen cirkel. Det er ikke mig, som bliver set i aften.
I aften kæmper jeg med min sladdertrang.

I aften går jeg hjem, i småregn og tænker mit, som findes. At jeg ikke bliver tænkt på, lige nu. At blikkene var tilfældige, ikke villede. Jeg retter opmærksomheden mod mig selv og går direkte ind i harlekin og columbine fra Tivoli, som er ved at åbne Wagamama ved Frederiksberg Station.

I aften ville intet være bedre end dette, og intet værre.

Hvem gider dog, hvem ville dog, læse dette?

Mine bryster er så små og bløde, mine lår så store. Og bløde. Blød er den formildende faktor, de siger jeg er så blød, så fin og skær, så sart.
Jeg mærker kun min hårdhed, i aften kæmper jeg med min kynisme, og min sorg over det, de ikke ser. Det grimme, de ikke ser. Sejheden, uflytteligheden.
De ser ikke, at jeg er uigennemtrængelig, kernen, større end deres. De ser ikke at min angst, min sårbarhed, bunder i angsten for at slå dem ihjel. Med det ubarmhjertige, skærende, isnende hårde.

‘Du er så fin, så lille, jeg er bange for at knuse dig’, det blev sagt, og ramte ned i hele frustrationen, hele længslen. Hele angsten for at have misforstået det hele, ført dem bag lyset og lykkedes med det.

‘Du skal blive klar på dit brand, du skal finpudse din målgruppe’ – halleluja.

I aften var det ok at gå hjem i regn og metro, anonymt og kedeligt, med resterne af en gul karry i tasken til frokost i morgen. Med harlekin og columbine og Glenthøj ved min imaginære side.

Der er nogle som siger, at jeg kan sige noget om fremtiden.
Der er nogle som siger, at jeg fandme er god til det kropsbehandling.
Der er nogle som siger, at jeg slet ikke behøver at være så bekymret.

Men i aften. I aften kæmper jeg. For selvværdet. For at se. Det de siger. De tør ikke teste mig, siger de. Ikke det.
Men jeg er ikke noget konkurrencemenneske, jeg tager slet ikke imod udfordringer. De mener det slet ikke som en udfordring og jeg tager slet ikke imod den.
Men jeg er her. Og de tager fejl. De ser kun det spinkle. Jeg føler mig fed. Stor som et hus. En tank. 100kg.
Styrken kender jeg, og roen. Den kan de udfordre mig med til evig tid. Det er dem, som ikke kan rumme den. Og mig, naturligvis. Det er dem som misforstår min udfordring. Giv mig lov til at lege, og jeg går i stå. Se på mig, med mælkegrønne øjne og jeg smelter, skæld mig ud og jeg dør af skam, afvis mig, og sig så undskyld, så skal du se mig stege. Sig at du vil mig, og se mig så løbe stærkt!

Jeg vrøvler. Det er mod, at vrøvle, når jeg er mig.

Min psykolog siger, at mine mareridt, hvor grimme de end er, bare er overspringshandlinger, eller ‘at tage det i bidder’ så jeg slipper for at deale med de rigtigt grimme, på een gang. Damn.

Jeg sidder i min seng… Og tænker på et digt, jeg skrev i Lovetrust, som taler om akrobaten og klovnen, hvordan man kan gifte sig med akrobaten, men altid vil drømme om klovnen. Jeg kan ikke huske det lige nu og jeg har ikke bogen her, og måske blander jeg det sammen med et andet.

Kan man, jeg, være sådan et billede bekendt? Uden makeup, tøj, attitude? Det er grynet, det er ipadens skyld, men også lyset. Og mig selv. Jeg føler mig grynet. Fragmenteret, pixeleret.

Jeg er, hvor jeg hele tiden har været. Det kommer ikke til en løsning.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den nemme, tidlige morgenmad