En skide fiasko

Om Brian Holm, om at blive holdt ud og om Frankrig

Photobucket Pictures, Images and Photos

Der er så meget jeg har villet sige siden mit sidste indlæg, så mange gange jeg er startet med at skrive og gået i stå.

Jeg ville dementere, skrive ‘så slemt var det heller ikke’ fra det øjeblik jeg trykkede ‘udgiv’ på mit seneste indlæg. Men så slemt var det. Der var ikke noget at dementere, for præcis som det står, så sort var hullet, så skamfuldt, så ynkeligt og så fuldt af selvlede.

Midt i det kom den sag med Brian Holm, og så syntes jeg, at jeg ville skrive noget om det. Om forskellen på at føle sig krænket og at blive krænket. Om det store felt af gråzoner og om, hvor meget omverdenens syn på det som er sket, definerer det som er sket.

Som voksen kan jeg i ret høj grad selv vælge, om jeg vil lade mig krænke af en krænkende handling. Ikke altid, men ret tit. Eller min egen grad af følsomhed i den givne situation gør, at jeg nogle gange krænkes af noget som andre gange ikke krænker mig. Og hele min historie, som sidder i mig. Jeg kan blive mere krænket af at blive misforstået med vilje og grint af, end af en mand som hiver fat i mig nede i parken.

Den forståelse for deres egen følsomhed og det valg, har børn ikke. Derfor er det op til de voksne i deres liv, at lære dem den skelnen og i høj grad ‘bestemme’ for dem, hvornår de er blevet krænket og vise hvordan man reagerer ‘sundt’ når man bliver overtrådt på krop eller sind.

De fleste børn giver ikke deres voksne den mulighed – de fortæller simpelthen ikke om krænkelsen eller den mulige krænkelse – derfor skal de selvfølgelig tages dødalvorligt, når de viser den tillid til deres voksne. Deres oplevelse skal tages dødalvorligt – men at gøre det, betyder ikke, at man skal putte sine egne billeder og sin egen angst over i barnet.

Når et barn oplever svigt, er det så altid ensbetydende med, at det er blevet svigtet?

Jeg mener godt, at man kan anerkende barnets oplevelse, uden at blive unuanceret. Selv små børn, hvis de bliver hørt og set og trøstet, kan godt se flere farver.

Nå. Jeg fik det ikke skrevet, mens sagen var varm…

Men nu er jeg i Frankrig. Og jeg har det bedre. Glasklokkens vægge er blevet tyndere, lyde slipper igennem. Jeg er blevet holdt ud, og det var mere end jeg havde turdet håbe på. Nu letter det lige så stille, hernede i roen og ritualerne og ideerne begynder at komme tilbage, lysten.

20140714-144604-53164625.jpg

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En skide fiasko