Mere om døden

 photo 14335e0edea7f6d8e00b84338a80ecb8.jpg

Her er en samling knogler, det er en elefantfod. Det var det? Nu er det en samling knogler, holdt sammen af ståltråd, på et interimistisk elefantmuseum, en del af et Elefantbørnehjem på Sri Lanka.

Min psykolog siger at jeg skal anerkende selvmordet som valgmulighed. At jeg kunne vælge at dø. Jeg kan ikke se det. Misbruget måske, faldet, forfaldet som det langsomme selvmord, men ikke det andet. Piller, foran et tog, kniv, hvad ved jeg. Selvmordet føles ikke som en mulighed, har aldrig gjort det.

Han siger at jeg må anerkende, at jeg har det valg, at jeg kan vælge døden. Kun sådan kan jeg for alvor vælge livet. ‘Det liv’ siger han ’som vil så meget med mig’.

Kender du det, at stå på en færge, på dækket, og kigge ned i bølgerne? Den der svimle lyst til at kravle over rælingen? Lade sig styrte? Men det er jo ikke en dødsdrift, det tror jeg ikke. Jeg tror det er eventyrlyst – og måske også en flugt fra det trivielle. En lyst til at kradse lidt op i livet. En livsdrift?

Jeg bliver ramt af mismod. Hvad er det hele for noget, hvad fører det til? Hvad mening har det, livet, hvad godt gør det overhovedet? Om vi lever eller dør, dræber eller helbreder, hvad nytter det, hvilken forskel gør det? Glæden er så kortvarig. Så hvad er det som får os til at helbrede, til at dræbe?

Hvis det modsatte af livet, ikke er døden men apatien? Så er det destruktive også livsenergi?

Hvis det er glæden, som skal give mit liv mening… så må jeg vide hvad som gør mig glad. Alt, som fjerner mig fra apati. Men liv er ikke kun glæde, det er meningsløst at søge efter en evig glad tilstand, for den ligner i foruroligende grad apati. Så livets mening er… livet?

Hvis livet er meningen, så er det dynamikken, jeg skal stræbe efter. Bevægelsen, oplevelsen af kontraster. Anerkende døden som mulighed, for at anerkende livet som mulighed?

Du som er så god med ord…

 

j photo e5910137d73f6fcfa20090a70050ef39.jpg

Du som er så god med ord, det var der en som skrev til mig. Jeg som er så god med ord. Jeg har fået endnu et forlagsafslag på romanen i dag. Det syvende, vist, jeg har vænnet mig til det og så alligevel ikke. De skriver pæne ord om mine ord, det går de, men de vil ikke udgive dem. ‘For langt fra vores udgivelsesprofil’ og den slags.

Jeg, som er så god med ord, jeg er skidesur i dagevis denne sommer. Selv min psykolog siger jeg skal gå til lægen med det. Det føles som om mit nervesystem er ved at brænde sammen. Men kun i en dag eller to, så går det væk igen, og sådan har jeg holdt det ud i nogle måneder.

Der er ellers gode nyheder. Kontoret kører godt, ManuVision elevbehandlinger, Japansk Lifting, Mindfulness, Skriveaftener, det er fedt. Tørklædeudstillingen er booket til Vollsmose Kulturhus til efteråret og bagefter til Sønderho på Fanø. Jeg har holdt foredrag også her i sommervarmen, blandt andet på Nakke Festival, DET var sjovt!

Jeg har også købt nye – og billige og fine farver – trænings-bh’er hos Magasin på udsalg og jeg har udviklet nye opskrifter, som bliver lagt ud løbende – se min til alle tider mest læste opskrift her – og find selv mere inspiration på Alletiders Kogebog

Jeg har også været i Frankrig og tænkt store tanker, spillet Uno med børnene og knoklet i campingvognen – mere om det senere 🙂

Jeg, som er så god med ord, jeg bliver stum når jeg ser hvad der foregår rundt om i verden i øjeblikket. Det eneste jeg tænker er, at man ikke må slå ihjel. Heller ikke som hævn. Det er aldrig, aldrig nogensinde i orden, at slå ihjel. Ligegyldigt hvad. Man kan ikke slå ihjel for fred. Fred i hvilket navn? Nej. Det er måske ikke så veltalt. Men man må ikke slå ihjel.

Jeg ville ønske at jeg havde flere ord. Men jeg er bedre til fiktion. Så undskyld til dem, som fortjener ord fra mig. Når ordene kommer til mig, så skal I få de ord, I fortjener, pæne som hårde. Følelserne ligger inden i mig, de kan bare ikke materialisere sig endnu. Ordene forråder mig lige nu.

Og så alligevel… men, hey; måske glæder jeg mig bare til at hverdagen kommer tilbage…

Om Brian Holm, om at blive holdt ud og om Frankrig

Photobucket Pictures, Images and Photos

Der er så meget jeg har villet sige siden mit sidste indlæg, så mange gange jeg er startet med at skrive og gået i stå.

Jeg ville dementere, skrive ’så slemt var det heller ikke’ fra det øjeblik jeg trykkede ‘udgiv’ på mit seneste indlæg. Men så slemt var det. Der var ikke noget at dementere, for præcis som det står, så sort var hullet, så skamfuldt, så ynkeligt og så fuldt af selvlede.

Midt i det kom den sag med Brian Holm, og så syntes jeg, at jeg ville skrive noget om det. Om forskellen på at føle sig krænket og at blive krænket. Om det store felt af gråzoner og om, hvor meget omverdenens syn på det som er sket, definerer det som er sket.

Som voksen kan jeg i ret høj grad selv vælge, om jeg vil lade mig krænke af en krænkende handling. Ikke altid, men ret tit. Eller min egen grad af følsomhed i den givne situation gør, at jeg nogle gange krænkes af noget som andre gange ikke krænker mig. Og hele min historie, som sidder i mig. Jeg kan blive mere krænket af at blive misforstået med vilje og grint af, end af en mand som hiver fat i mig nede i parken.

Den forståelse for deres egen følsomhed og det valg, har børn ikke. Derfor er det op til de voksne i deres liv, at lære dem den skelnen og i høj grad ‘bestemme’ for dem, hvornår de er blevet krænket og vise hvordan man reagerer ’sundt’ når man bliver overtrådt på krop eller sind.

De fleste børn giver ikke deres voksne den mulighed – de fortæller simpelthen ikke om krænkelsen eller den mulige krænkelse – derfor skal de selvfølgelig tages dødalvorligt, når de viser den tillid til deres voksne. Deres oplevelse skal tages dødalvorligt – men at gøre det, betyder ikke, at man skal putte sine egne billeder og sin egen angst over i barnet.

Når et barn oplever svigt, er det så altid ensbetydende med, at det er blevet svigtet?

Jeg mener godt, at man kan anerkende barnets oplevelse, uden at blive unuanceret. Selv små børn, hvis de bliver hørt og set og trøstet, kan godt se flere farver.

Nå. Jeg fik det ikke skrevet, mens sagen var varm…

Men nu er jeg i Frankrig. Og jeg har det bedre. Glasklokkens vægge er blevet tyndere, lyde slipper igennem. Jeg er blevet holdt ud, og det var mere end jeg havde turdet håbe på. Nu letter det lige så stille, hernede i roen og ritualerne og ideerne begynder at komme tilbage, lysten.

20140714-144604-53164625.jpg