Om døtre, ingefær og flashbacks

En skide fiasko

Photobucket Pictures, Images and Photos

Følelsen er krøbet ind på mig i nogle uger. Sygdom, som ikke helt vil gå væk, færre klienter, noget fodbold, som får alle verdens mænd til at blive non-kommunikative… Og i går blev mit arbejdsliv så en cementeret fiasko. Først sagde en af lejerne på Kontoret op, og i forvejen er den husleje svær at skrabe sammen, det tager tid at løbe sådan et sted i gang, trods succeser etc. Så fik jeg afslag fra endnu et forlag. Og så fik jeg mit årsregnskab tilbage, med endnu en reminder om AT JEG IKKE KAN FINDE UD AF AT TJENE PENGE. Så som det lyserøde kirsebær på dåseflødeskummet, risikerer jeg nu, at SKAT kalder mit firma for en hobby og deraf følgende økonomisk ruin for mig.
I forvejen har jeg ladet min familie spise havregrød i fucking 5 år. Jeg skammer mig. Jo, jeg har lavet gode ting, fede projekter, roman og alt muligt… Men er det virkelig mit drive – eller er det bare fordi jeg er for doven til at have et almindeligt arbejde?
Jeg har knoklet. Nattevagter på plejehjem når det kneb… Skrevet to bøger, lavet en stor udstilling, taget en uddannelse og er igang med en mere. Været på 3 store turneer i Asien. Holdt foredrag og haft tusinde madkurser og skriveelever og kropsbehandlinger og løftet ansigter med mine bare hænder og jo; det meste af det har været succesfyldt, men hvad nytter det, når jeg ikke kan finde ud af tjene penge på det? Hvad fanden nytter noget af det, når jeg ikke kan leve af det? Når jeg bare er en skide fiasko i mig selv?
Jeg er modig, jeg har guts, jo. Fede projekter, gode tilbagemeldinger, men hvad fanden nytter det, NÅR JEG IKKE KAN TJENE PENGE PÅ DET?
Jeg er måske modig, men jeg er ikke en skid stærk nok til at være det her kunstner og iværksætter. Jeg er træt af at være en inspiration – det kommer mine børn ikke en årlig tur i Tivoli af.
Jeg kender en mand, som tjener 80.000kr om måneden. Det skal være ham vel undt, helt klart. Jeg ønsker mig ikke hans job eller hans arbejdstider. Men i mine grimme stunder, så tænker jeg på, hvor stor en forskel, bare 5.000kr om måneden, af de penge, ville gøre for mig. For min familie. Den sikkerhed, der ville ligge, i bare 5.000kr mere om måneden. Det er bare et foredrag. 10 kropsbehandlinger, 10 Skrivecoachinger. En cateringopgave. Og de kommer jo også, bare slet ikke nok. Jeg er bare en skide fiasko, som ikke kan tage mine børn en tur i Tivoli en gang om året. Som ikke kan finde ud af at tjene penge, eller have et almindeligt arbejde eller være fattig. Pis.

I går tudede jeg foran børnene. De var søde, men det var ikke fair. Selvfølgelig må de godt se, at noget er svært. Men jeg var så ynkelig, så selvmedlidende. De krammede mig, og lånte mig bamser og Nikolai hentede is, og jeg kunne bare slet ikke tage mig sammen. Hvad nu, hvis jeg skal lukke firmaet? Betale en masse penge, for det var åbenbart bare noget, jeg legede? Når man ikke tjener penge, så er det bare noget man leger.

Hvad nu, hvis? Så kan det hele også bare være ligemeget. Syntes jeg i går. Så ryger ManuVision, så ryger den Japanske Lifting, Anatomi, behandlerfælleskabet på Olufsvej. Så ryger mit Papua New Guinea-projekt, bogprojektet, oversættelsen af haikudigtene og skrivebogen. Og vognen og lejligheden og, og, og…

I går dykkede jeg ned i den flod. Jeg svarede ikke på nogen opkald eller søde og opmuntrende og bekymrede beskeder. Jeg gjorde mig slap og lod mig tage af floden. Den hvirvlede mig helt ned og skrabe på stenene på bunden og jeg kæmpede ikke imod.
Og i dag? I dag er jeg satans forslået, og jeg er stadig bange og jeg skammer mig stadig. Men jeg er også begyndt at overveje min muligheder. Det er nu hurtigt overstået, der er to; jeg kan blive liggende i min seng, eller jeg kan stå op. Lige nu hælder jeg mest til at blive liggende. Men det er også det, som skræmmer mest i længden.

Så jeg er stået op. Jeg har lavet mit syvminutters træningsprogram, jeg har spist en skive ristet rugbrød og drukket to kopper kaffe og tudet imens. Nu går jeg ind og svarer min revisor. Og bagefter tømmer jeg opvaskemaskinen og går i bad.

Måske går jeg i seng igen bagefter. Man kan altid tage sig sammen i intervaller. Selv om man bare er en skide fiasko.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Om døtre, ingefær og flashbacks