Montserrat tur/retur

Photobucket Pictures, Images and Photos

Vi startede kl 03.30 og kørte en times tid, til klostret hvorfra vi skulle gå. Den første halve time i totalt mørke og stilhed. Men for mig startede det allerede to dage før, i bilen fra lufthavnen i Barcelona og op i landet til vidunderligt hus og 30 andre ManuVision-mennesker, som skulle agere hus- og hjerterum den næste uge. Det, som startede var et digt, og jeg, som ikke har skrevet en original digtlinje i 4, hvis ikke 12 år. Og – ikke pludseligt, men alligevel overraskende – så var der noget alligevel. Og det holdt sig. 3 i bilen, 3 i bilen til og fra Montserrat, og et enkelt på rejsens sidste dag.

Nu er jeg hjemme, men endnu er hverdagen ikke rigtigt hjemme i mig. Jeg længes efter den nærhed, vi fandt sammen i Spanien. Det var på mange måder en hård tur, men også… Ubesværet.

Nå. Hvad gør man med et ret lille antal digte som ikke passer ind andre steder? Lægger dem i skuffen og håber på bedre tider? Gemmer dem i brystlommen og tænker ‘det var bare mig’? Nej, selvom jeg ryster ved tanken, så er fælleskabets ånd en anden. Fælleskabets rejse blev også min, og derfor må det deles.

Her følger rejsen, fra strategi, over sammenbrud til begyndelsen ved slutningen:

Bare fordi:
Angsten sidder som tråde i mellemkødet
At nyde i smug
Og aldrig invitere.
At stille sig der
At folde sit hjerte ud, at bred sit hjerte ud
At lade det fylde, selv at fylde
At skabe sig, te sig, vise sig.
At vise sit hjerte frem, ‘her bor jeg, og her
I dette kammer
Er sjælen stadig uredt
Efter dit sidste besøg’

Ræk ud:
Ikke række ud, ikke række ud
Ikke række ud, ikke række ud.
At smile, og kramme, og beholde det tættere og tættere til kroppen.
At give slip på kun næsten det hele.
At give det form i ord eller dans eller latter eller gråd.
Men ikke give efter for længslen,
Impulsen til
At række ud.

At køre bil i mørke:
Vemodigheden er en slags kærlighed som ikke kræver tålmodighed.
Det er bedst at være forelsket når man kører bil i mørke, og det er heldigt;
Jeg forelsker mig
I natten
Og i instrumentbrættets orange spejlbillede i ruden,
Jeg forelsker mig i de lyserøde skyer, de sidste på himlen, og i en lys nakke,
De fremtrædende blodårer på hænderne,
En varm ånde mod min hals, og i den næste
Som smiler og ser mig ind i øjnene.

Fatamorgana:
Han findes ikke, men han findes ikke
Alle vegne.
Jeg kan ikke undslippe hans ikke-eksistens.
Hans stemme er kun luft som puster mig på skulderen mens jeg
Åbner og lukker munden som en dum guldfisk.
Men jeg kan ikke trække ham ned i maven.
Jeg mærker hans blik mod det samme bjerg.
Men han er ingensteder selv at se.

Bjerget:
Det var på vej ned ad Montserrat at det gik galt,
Og mine fødder var endda lette og vidende som en bjerggeds.
Men mens jeg dansede nedad gled tågen umærkeligt væk fra landskabet under mig
Og blev til en spiral, som sugede opstigningens beslutsomhed ud af min krop.
Det begyndte som en tyngde bag panden, en slags omvendt højdesyge,
Det gik igennem den rene elendighed og endte i en ynkeligt sivende desperation.
Hvis jeg var mig, ville jeg heller ikke gide mig.

Sten:
Jeg sparker til den samme sten igen og igen.
En dag bliver den til sand
Eller min tå til sten
Men lige nu bløder det ad helvedes til.
En del af mig ønsker bare at sparke den ud over klippen,
At vende mig væk og finde en anden;
Derovre ligger en og ser dejlig porøs ud.
Men der findes et sted i mig som ved
At det som bygges af sand og blod og sten
Er det smukkeste i verden.

Lille mig og store mig:
Hvis jeg ruller mig sammen til et lille garnnøgle
Vil du så
Putte mig i lommen
Bare lidt?
Og så næste gang du står i dine tanker,
Måske kigger du ned i græsset eller ud over skoven
Og er fraværende og alligevel fuldt til stede,
Så vil vil du stikke hånden i lommen og ae mig lidt,
Nulre dine fingre ind i mig,
Og min indviklede blødhed vil snige sig ind i dit sind
Spinde omkring dig,
Et blidt mysterie.

Mennesker
Jeg er ikke andet end et menneske.
Jeg er bare et menneske
I mig selv.
Vi er ikke andet end mennesker i os selv.
Selv i par, hvilke som helst par,
Vil vi ikke være andet end mennesker
I os selv.
Men sammen.
Sammen er vi blevet hjerte og muskler og sjæl i noget nyt
Noget farligt og voksende og mærkeligt og stort.
Sammen – tilsammen – er vi forandringens redskaber.

Solskin i sindet på mandage – sidsteøjeblikstilbud!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Hvis du er hurtig, kan du nu komme med på det nye Mindfulness-hold, som Alice Nielsen fra Be-Mindful starter op på mandag. Og det endda til en ret så billig pris!

Alice starter et nyt hold på mandage og det starter på… Mandag 🙂 Der er stadig to pladser tilbage, så du kan lige nu at komme med fra starten, hvis du skriver til hende her i weekenden!

Læs mere om holdet og udbyttet på billedet herunder, eller gå ind på Facebook og søg på ‘Kontoret for Krop og Liv’

God fornøjelse 🙂

Photobucket Pictures, Images and Photos