Dagbogsuddrag 2009

Photobucket Pictures, Images and Photos

2009:
Og jeg er Tomas, der står ved vinduet og kigger på muren overfor og tænker på, om det var spørgsmålet der lød “Muß es sein” eller svaret der var “Es muß sein”?

At lukke øjnene og åbne dem igen.

Jeg orkestrerede hele paradiset men du gik bare.

These days I’m burning throat and soul with ginger shots, vintage whiskey and tar-like coffee. The liquid diet is all I can stomach. Like desperation, it fits my mood.

Den autoritet hvormed historiens kendsgerninger bliver formidlet som sandhed, som noget, om ikke endegyldigt, så i hvert fald uangribeligt. Irriterer mig!

Noget i mine børns karakter, har karakter af noget frygtindgydende. Jeg ville ønske jeg selv ejede det utæmmede.

For bare et øjeblik at træde ud af backpackernes sammenhold og ind i de professionelle rejsendes ensomme fællesskab. Fra den flydende, ubesværede familiefærd til den tavse, skabende, eksploderende ensomhed.

Med synet af hans ansigt, velkendt i trækkende, ukendt i detaljen, følger en længsel som unddrager sig fornuft.
I løbet af et øjeblik frigives millioner af bittesmå bobler nederst ved halebenet, og stiger op langs rygraden, hvorefter de standser lige der hvor kraniet fæstner. (Ustadigt)

Jeg kan ikke forestille mig at et øjeblik nogensinde vil være anderledes end dette. At jeg nogensinde vil føle noget igen. Intet vil ændre sig, ingenting vil forandre sig indeni mig. Tiden, sekundet, følelsesløsheden er som den er, og vil altid være sådan. Jeg ønsker det ikke anderledes. Fremtiden eksisterer ikke, fortiden eksisterer ikke. Jeg husker intet før dette øjeblik, hverken himlen eller havet. Jeg eksisterede ikke før nu og dette sekund har ingen udstrækning og ingen ende.
Lykke var der og sorgen, og de udraderede hinanden og har dermed aldrig været. Med øjeblikket forsvinder genstandene for både lykke og sorg. Her er intet og i dette intet, vandrer jeg.

En øl og kaldende gekkoer
Guld og sort på rød baggrund
Pink hibiscus mod det knaldende blå
Palmebladenes blyantsstreger i det skumringssorte
Var det sådan?

Lost for words in lust for worse.

Dagbogsuddrag 2008

Photobucket Pictures, Images and Photos

2008:
Åh det er skæbnesvangert, det er, at tage livet i mine egne hænder. Jeg har gjordt det før, jeg ved at jeg må have gjort det før men lige nu kan jeg kun huske svig og svigt og noget om, hvordan man gemmer sig og kun lige får røven med over det laveste gærde – og egentlig mest for at glæde heppekoret.
Og alligevel er det løgn, for jeg ved at jeg rent faktisk selv gik igennem ilden, og langsomt nok til at mærke gløderne, og fandt vejen, med forbrændte fødder men i live. Og hvis der var et sæt øjne som, fra tid til anden, holdt mig fast og indgydede mod til at gå videre, så var jeg alene stifinderen.
Så jeg ved at jeg kan, med et rent hjerte, færdes i sumpskoven, at jeg kan finde vej, også gennem her, og jeg ved også, at jeg får brug for en allieret, endnu et hjerte til at følge mit.

This is the end of gravity.

Stretch the limit of ability
Do the three course meal
Continue the conversation
Finish the wine
Sip the coffee slowly
Laugh along
The prize remains
Sweet solitude.

Livsskelet?

So focused on the plentitude of the possible
I failed to realise the magnitude of the existing.

Åbningsreception!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Så er det lige præcis om en uge, at Kontoret for Krop og Liv slår dørene op!

Vi har knoklet og knoklet og malet og slæbt og sat i stand og endelig er vi klar til at byde jer velkommen i vores lille behandlerfællesskab 🙂

På Olufsvej, lige ved Trianglen, Parken og Brumleby, har vi på små 100kvm indrettet smukke behandler- og træningsrum, og DU er så velkommen til at komme og ønske os tillykke og få et lille glas på fredag d 21, marts mellem kl 16 og 19.

På dagen og indtil d. 1. April har du endda mulighed for at booke en behandling til en særlig introduktionspris – du får nemlig 50kr i rabat på en valgfri behandling! Tiden skal bare bookes inden d 1 april, du skal oplyse at du vil benytte dig af åbningstilbuddet, og behandlingen skal være afviklet inden d 1. Juli 2014.

Kernen i fælleskabet består af mig, Katrine May Hansen og Karin Sandberg, som mange vil kende fra Kys en Tiger – tilsammen har vi mere end 6 behandlings- og træningsformer i kufferten, og vi glæder os til at dele det med dig!

Vi har plads til en eller to deltidsbehandlere, så hvis du leder efter et dejligt behandler- eller mindre træningslokale, så tøv ikke med at tage kontakt 🙂

Behandlinger etc. kan bookes på email: kropogliv@gmail.com eller på telefon 20631509 (mig) og 24257655 (Karin)

Udover Kropsterapi, ManuVision Elevbehandling, Coaching, Skrivecoaching og velværemassage, har vi også planer om at starte et drop-in træningshold og en fast drop-in aften med kreativ skrivning.

Kom glad og gerne – vi glæder os til at se dig!

Adressen er:
Kontoret for Krop og Liv
V/ Katrine May Hansen og Karin Sandberg
Olufsvej 7, kld
2100 København Ø

Du kan også følge med på Facebook

Kom og løft mig op

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg drømte i nat, om en mand med slanke hofter og jeg har mine mistanker om hvorfor; det er fordi jeg har trådt et glasskår op i hælen, fordi jeg snart skal faste og fordi jeg har genlæst passager i mine gamle dagbøger.

Mænd er mærkelige. Deres indflydelse, jeg bliver skræmmende i deres selskab. Irriterende, rødmende, arrogant. Genert. Hvad er det dog for noget?

Vi er alle bare mennesker, gu er vi ej. Bare. Jeg tror ikke, vi har helt de samme forudsætninger for at forstå hinanden. Kemi, se, det er en anden sag… Men forståelse, køn og kultur det spiller altså ind.
Jeg er lige kommet hjem fra Sri Lanka, mændene der, er små og smukke, mørke og smilende. Lidt hårdere i trækkende end Indonesiske, men små på samme måde. Der er noget ved dem, ligesom der er noget ved vikinger. Noget skønhed og noget mand.
Men så lander jeg i Kastrup, så går jeg på gaden, så genser jeg mine brødre, medstuderende, venner og jeg må erkende; Danske mænd, de er sgu de dejligste. For mig, og det har noget med genkendelighed at gøre. En følelse af, at have muligheden for at kunne nå hinanden. En gensidighed.

Og så alligevel. Andre mennesker er mærkelige. Min kultur er mærkelig. Hvorfor rører vi ikke mere ved hinanden? Smiler? Hvorfor kysser vi ikke mere? Til undervisning i mandags, fik jeg en sådan lyst til at kramme en af underviserne. Slå armene om ham og stå sådan. Længe. Ikke fordi jeg er forelsket i ham, men bare fordi, en ømhed for ham kom op i mig. Naturligvis gjorde jeg det ikke, hvad ville han/de andre/jeg selv dog ikke tænke? Og hvad ville det ikke risikere at føre til!
Det er vel lige præcis de to ting, som skræmmer mig; hvad vil de andre tænke, og hvad der kunne ske. Tænk hvis man (jeg) blev afhængig af den berøring? Og samtidig fordømt?

Jeg ville føle mig fortabt. Udstødt, også af mig selv.

Det føles ikke som manglende mod, det føles som en velkalkuleret risikoberegning. Men måske tager jeg fejl.

I går morges sad jeg og spiste havregrød med min femårige søn. Han nynner, jeg synes jeg kan genkende melodien, så jeg spørger ham. Han putter sig ind til mig og synger ganske stille, med sin klare drengestemme: “Kom og løft mig op, løft mig op, til jeg føler at jeg svæver…”

Den følelse. Af barndom og eventyr og leende nærvær. De havde sunget sangen i børnehaven, min mor sang den for mig, da jeg var lille. Det er en gammel Trille-sang, ‘Kom og løft mig op’ – måske skal nutidens forældre være taknemmelige for nutidens børnehaver 🙂

Kom og løft mig op

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg drømte i nat, om en mand med slanke hofter og jeg har mine mistanker om hvorfor; det er fordi jeg har trådt et glasskår op i hælen, fordi jeg snart skal faste og fordi jeg har genlæst passager i mine gamle dagbøger.

Mænd er mærkelige. Deres indflydelse, jeg bliver skræmmende i deres selskab. Irriterende, rødmende, arrogant. Genert. Hvad er det dog for noget?

Vi er alle bare mennesker, gu er vi ej. Bare. Jeg tror ikke, vi har helt de samme forudsætninger for at forstå hinanden. Kemi, se, det er en anden sag… Men forståelse, køn og kultur det spiller altså ind.
Jeg er lige kommet hjem fra Sri Lanka, mændene der, er små og smukke, mørke og smilende. Lidt hårdere i trækkende end Indonesiske, men små på samme måde. Der er noget ved dem, ligesom der er noget ved vikinger. Noget skønhed og noget mand.
Men så lander jeg i Kastrup, så går jeg på gaden, så genser jeg mine brødre, medstuderende, venner og jeg må erkende; Danske mænd, de er sgu de dejligste. For mig, og det har noget med genkendelighed at gøre. En følelse af, at have muligheden for at kunne nå hinanden. En gensidighed.

Og så alligevel. Andre mennesker er mærkelige. Min kultur er mærkelig. Hvorfor rører vi ikke mere ved hinanden? Smiler? Hvorfor kysser vi ikke mere? Til undervisning i mandags, fik jeg en sådan lyst til at kramme en af underviserne. Slå armene om ham og stå sådan. Længe. Ikke fordi jeg er forelsket i ham, men bare fordi, en ømhed for ham kom op i mig. Naturligvis gjorde jeg det ikke, hvad ville han/de andre/jeg selv dog ikke tænke? Og hvad ville det ikke risikere at føre til!
Det er vel lige præcis de to ting, som skræmmer mig; hvad vil de andre tænke, og hvad der kunne ske. Tænk hvis man (jeg) blev afhængig af den berøring? Og samtidig fordømt?

Jeg ville føle mig fortabt. Udstødt, også af mig selv.

Det føles ikke som manglende mod, det føles som en velkalkuleret risikoberegning. Men måske tager jeg fejl.

I går morges sad jeg og spiste havregrød med min femårige søn. Han nynner, jeg synes jeg kan genkende melodien, så jeg spørger ham. Han putter sig ind til mig og synger ganske stille, med sin klare drengestemme: “Kom og løft mig op, løft mig op, til jeg føler at jeg svæver…”

Den følelse. Af barndom og eventyr og leende nærvær. De havde sunget sangen i børnehaven, min mor sang den for mig, da jeg var lille. Det er en gammel Trille-sang, ‘Kom og løft mig op’ – måske skal nutidens forældre være taknemmelige for nutidens børnehaver 🙂