Sri Lanka – Millenium Elephant Foundation

Børnehjem er så meget sagt, men det er en non-profit, hvor elefanter kan komme, når de er blevet reddet fra dårlige forhold. Man køber en billet til enten 2, 3 eller 4.000 rupees, og prisen bestemmer længden på den elefant-ridetur, som er inklusiv i billetten. Den billigste giver adgang til 15 minutter. Man sidder på en slags skumgummimadras og der er ikke meget at holde fat i – og det er ikke for diskusprolaps-patienter! Men for børn – og barnlige sjæle 🙂 er det eventyrligt og hyggeligt – og slet ikke ret turistet. Det er lov key og laid back og forvent ikke nogen shows – elefantpasserne – Mahout’erne er vrantne helt som de skal være, og i tredje generation. Små stolte mænd.

Alle indgangsbilletter inkluderer, at se elefanterne bade og man må hjælpe til med at vaske dem, at se stedet og det lille museum, en guide, som taler fint engelsk og ved meget, og minimum 15 minutters ridetur. Det er et tophyggeligt sted. Børnene elskede det, især at bade elefanterne og skrubbe dem som store hunde med kokosskaller! Rideturen var også et hit, da de fandt us af at de ikke faldt af!
Guiden og mahout’en, hvis elefant man rider på, vil gerne have lidt drikkepenge, vi gav guiden 300rp og mahout’en 150rp (12kr og 6kr) derudover købte vi en stor skål med frugt, som vi fodrede ‘vores’ elefant med – DET hittede hos både børn, mor og elefant! Den kostede 200rp.

Alt i alt betalte vi ca 360kr for indgang, 2×15 minutters ridetur (1 gang var ikke nok!), frugt og drikkepenge. To voksne og to børn, det er altså meget for pengene! Dejligt sted!
Tuk-tuk-turen kostede 300rp fra hotellet Pinnawala til elefantbørnehjemmet og så til busstationen, hvorfra vi tog videre til Kandy.

Jeg har redet på elefanter og besøgt masser af den her slags ‘refugier’ og det er altid en balancegang mellem turistvenlighed og dyre-udnyttelse – stederne får ingen penge, hvis det ikke var for turisterne, men det kan være svært at holde fokus på, at dyrenes velfærd kommer i første række. Det lykkes ret godt her.

Millenium Elephant Orphanage ligger ca 80 kilometer fra Columbo – 3 timer i lokalbus til 5,5kr/billet. Vi tog afsted dagen før for at kunne være her tidligt – og boede på et ret skodhotel, men med en fin udsigt i byen Pinnawala (her ligger der også et elefantcenter, men det har fået dårlige rapporter fra WSPA og andre organisationer, så det sprang vi over)
Men selvom hotellet var skod, så var det overnatningen værd, for at komme tidligt – omkring kl 11 begynder busserne fra Columbo og Kandy at komme med turister…

Man kan arbejde som frivillig på stedet, det koster lidt, men ingenting i forhold til hvad feks. MS tager for at sende folk afsted. Det virker som et fint sted – og jeg har jo set nogle stykker efterhånden, både i mellemamerika, Asien og Afrika. Der er ok barakker at sove i, og man får alle måltider og har ret stor mulighed for at præge stedet, da det stadig er i en udviklingsfase. Men skal være frivillig i minimum 3 uger og gerne længere. Arbejdet består selvfølgelig en hel del af vedligeholdelse, modning af junglen og udvikling af museet etc, men især om morgenen er der hands-on med elefanterne, give mad og bade dem etc. Det ser fedt ud.

20140213-135346.jpg

Tæsk i januar, Sri Lanka i februar

Jeg fik tæv af januar. Selvom mit horoskop hårdnakket påstod det modsatte. “NU skal du høste frugterne af al dit hårde arbejde” – “I DAG er en særlig romantisk dag” – “I DENNE uge ved du præcis hvad du vil, og store beslutninger vil falde dig let”.
Ja, hurra. Januar bød på på skænderier som bed sig fast helt derinde, hvor man ikke vil være med mere. Afvisninger på stribe, af den store og grundlæggende slags. ‘Vi vil ikke lege med dig’. Jeg fandt fornyet lede ved min krop, som jeg ellers egentlig er blevet så gode venner med. Selv sproget forsvandt til sidst. Mit sprog, og min evne til at aflæse andres. jeg lyttede, men jeg forstod ingenting. I det mindste var kanalen åben, tårerne strømmede frit.

Efterhånden som Januar skred frem og jeg skred mere og mere ud i svinget, mistede jeg også evnen til at glædes over lyspunkter. ‘Jeg duer ikke til at være i verden’ – ‘Jeg duer ikke til at elske’ – grim&dum og hele orkestret, alle ulvene hylede, stor og klodset og UBRUGELIG.

Jeg er så medtaget, at jeg sidder på en strand på Sri Lanka, med vidunderlige børn omkring mig, og en mand som er sød og blid og henter mig en kokosnød og lader mig være, og solen skinner og min hud drikker luftens fugtighed og palmerne svajer i den blide brise etc, og jeg kan endnu ikke slappe af. Glæde mig. Nyde. Jeg ved det kommer, men lige nu kan jeg ikke.

Jeg ved det kommer. Jeg ved det bliver godt igen. Inden jeg tog afsted, fik jeg en ManuVision behandling af en mand, som kunne blive min ven, og måske findes der slet ikke så mange af dem, og der var det første glimt af, at jeg kommer op igen. Jeg skal bare gå igennem. Smile blidt til spøgelserne på vejen og tude alt det jeg kan. Og ikke tage flere sorger på forskud.

Så Hey; jeg tager mine urtetilskud, jeg sidder i solen og spiller kort med mine børn. Jeg spiser fisk og drikker kokosnødder og vand og en øl. Jeg vipper med tæerne og svinger med armene. Der ER også ting, jeg ikke tænker på. Men jeg parkerer dem i et hjørne af hjertet med en vis portion blidhed.

Og i morgen tager vi bussen fra Negombo op til Kegalle og ser på nogle temarker og nogle elefanter.

20140211-160828.jpg