2. Advent - Nisser i landskabet

AFSLØRET!

20131209-083939.jpg

Vi lå i skrædderstilling, bagoverbøjede, i et stræk for ryggen, de tre undervisere gik rundt for at hjælpe os helt ind i stillingen og bagefter, med at rette vores stive kroppe ud igen.

Det går ikke så godt med at trække vejret. Jeg er opmærksom på de andre i rummet. Der er en som stønner, det er en af de store stærke mænd, han har problemer med at komme helt ned med knæene. Kvinden ved siden af mig trækker vejret dybt og højlydt. Der er køligt i rummet. Den bløde fornemmelse af underviserne, mens de bevæger sig rundt. Jeg kan placere dem i forhold til hinanden. En af dem knæler ved siden af mig. Retter på mine arme. Beder mig med dæmpet stemme som at løfte lænden, så han kan skubbe det sammenrullede tæppe højere op under mig. Spørger om jeg kan mærke forskellen, det kan jeg ikke, jeg kan mærke hans ånde og noget andet, men det siger jeg ikke. Jeg nikker bare. Han bevæger sig videre ud i rummet.
Da vi skal ud af strækket, kommer han tilbage. Han hjælper mine arme ned langs kroppen og sætter sig så på hug foran mig. Tager mig i hænderne og hiver ganske langsomt og sejt, til jeg kommer op og sidde og mit ansigt er ud for hans brystkasse. Jeg nikker og begynder at holde kroppen selv, så han kan slippe. Det er en proces, og i den proces læner han sig tre centimeter længere ind mod mig, og pludselig befinder vi os i et fortroligt rum. Jeg når ikke at stivne. Han hvisker; ‘har du lyst til at snakke?’ Det er totalt uventet, og dog så er der en lillebitte stemme, langt inde i mig, som råber meget højt og skingert; ‘afsløret
Han fornemmer min forvirring og siger, ‘det er bare fordi, jeg har jo også gået her på uddannelsen og, og måske ville det være rart for dig at tale med en, som har nogle perspektiver også, og…’ og så trækker han vejret ind, blødt; ‘hvis der er noget du er usikker på, og sådan…’
Øh. Der er cirka tusinde ting jeg er usikker på og i tvivl om, og jeg har tusinde spørgsmål, som så lige er blevet til tusinde-og-et. Jeg nikker, det ville jeg gerne. Snakke. Fint, så vil han lige finde mig, når vi er færdige her, så kan vi spise noget frokost sammen og snakke.
Der går omkring tyve minutter, de sidste bliver hjulpet ud af strækket, vi samles og går til frokost. Jeg finder min ande/appelsinsalat i køleskabet og tager et glas vand og sætter mig i frokoststuen og prøver at ignorere den følelse, som banker insisterende højt i min krop. Tankerne er hammerslag; ‘Afsløret! Afsløret! Afsløret!’ Hvad det lige er, jeg forestiller mig, han har afsløret er uklart, men føles voldsomt konkret. Jeg skal irettesættes. Nok ikke ligefrem smides ud af uddannelsen (de kan vel stadig bruge pengene), men i hvert fald have en advarsel. De har talt om mig, alle underviserne og jeg bliver nødt til at regulere min adfærd/tage mig sammen/stramme op, for jeg er pinlig/forstyrrer de andre/stiller for mange spørgsmål/forstår ingenting, og ellers bliver de nødt til at smide mig ud/indkalde mig til et åbent møde. Og i øvrigt har han -personligt – for længst gennemskuet mig, og vil jeg venligst holde op mig at hige sådan, det er pinligt og vammelt og upassende.
Mens jeg sidder sådan, med min gaffel halvvejs mellem tallerken og mund, og hensunket i ovenstående tanker, bliver jeg prikket på skulderen. Det er ham. ‘Kommer du lige med?’
Jeg rejser mig. Fordømt. Følger efter, han standser lige udenfor, her går mennesker forbi, jeg når at tænke at det er sguda uprofessionelt, at tage en sådan snak offentligt. Og så gør han det igen, læner sig ind mod mig i et fortroligt rum.
‘Nej’ siger han, ‘jeg troede, jeg har simpelthen forvekslet dig med en anden… Jeg troede det var dig, som ville stoppe på uddannelsen…’
Jeg blinker. ‘Øh… Nej… Det er ikke mig’ siger jeg.
‘Ja, jeg tænkte bare, at så, altså, men… det er jo ikke dig… så ville du måske godt snakke med mig, altså, om det, du var usikker på, jeg har jo også gået her på uddannelsen, og tænkt en masse tanker…’ Han går i stå. Jeg går også i stå. Han har forvekslet mig med en anden.
‘Men, øhm, altså, hvis du har noget, du gerne vil snakke om, så vil jeg selvfølgelig også gerne snakke, med dig, også…’ Det her er pinligt. Jeg føler mig som en idiot. Alle de tanker.

Jeg var sikker på, at jeg var afsløret og derfor ville blive afvist, men i stedet var jeg slet ikke blevet set. Og det føltes i næsten ligeså høj grad som en afvisning.

Jeg gik tilbage til min frokost. Glasklokkefornemmelse.

Dagen havde endnu en rystelse i ærmet til mig.
Efter frokost skulle vi behandle. Jeg hægter mig målrettet på den af mine medstuderende, som jeg er allermest tryg ved. Kan ikke overskue mere. Vi stiller briksen op i fællesskab. Min medstuderende ved ingenting om, hvad der raser inden i mig lige nu, alligvel lægger han lige sin hånd på min skulder. Jeg trækker vejret for første gang den sidste time og smiler til ham. Slapper lidt mere af. Himlen er blå udenfor, jeg peger ud af vinduet. Vi står lidt og ser lidt på lyset sammen. Da jeg vender mig, er det lige ind i ansigtet på underviseren fra før, uendelige smilerynker omkring hans øjne, hele ansigtet smiler. Hans arme breder sig ud, jeg kan ikke undgå dem. Han krammer mig, siger ind mod min kind ‘Hvor er jeg glad for, at du ikke stopper, jeg troede det var dig, jeg tænkte, du må ikke stoppe’ – og i nogle meget korte sekunder tænker jeg ingenting, ikke; ‘han har afsløret mig alligevel’, ikke; ‘nu skal du ikke komme for godt igang, Katrine’, ikke; ‘det betyder ingenting’ – i nogle meget korte sekunder blev jeg simpelthen så glad, at jeg bare krammede armene rundt om hans og lænede mig ind mod en helt umiddelbar glæde og varme og mærkede et blidt og mildt chok slå mod mit hjerte.
Så var det overstået, og jeg tænkte; ‘det var ingenting’.

   

1 kommentar

  • Jeg kender alt for godt fra mig selv, hvordan jeg kan bygge videre på en situation eller kommentar til det har vokset sig stort og altomfavnende. Øver mig meget i at tage konfrontasionen eller bare stille et opklarende spørgsmål når jeg står i situationen hvor jeg kan mærke der opstår en knude i maven. Damn it feels good:)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2. Advent - Nisser i landskabet