Forræderiske følelser

November tilhører…

Photobucket Pictures, Images and Photos

På dette billede ses asymmetrien i mit ansigt tydeligt. Alligevel er det i dag et åbent ansigt. I dag ejer jeg en mildhed overfor mine uskønheder, også dem indeni. Og mildheden strækker sig til også at omfatte andre, men det vigtigste, det overraskende er, at den omfatter mig selv.

For nogle år siden skrev jeg et digt om november, ‘November’ hed det. Digtet sluttede sådan her:
November tilhører de varme mænd og de bittesmå spøgelser.
Jeg tæller mine døde i november. Spøgelserne. Men det er også i i november, jeg forelsker mig. Genforelsker, nyforelsker, tiltrækkes, længes og glædes. Jeg mærker så meget i november.

For nogle uger siden, var det Sines dødsdag. Ældre familiemedlemmer, onkler… min mormor. Mit eget lille spøgelse. I dag er turen kommet til min far. I dag er det 15 år siden, hans findedag, han havde været død nogle dage. Egentlig tænker jeg sjældent på ham. Det er så længe siden, jeg blev voksen uden ham. Men jeg plejer at tage en whiskey og se lidt ud af vinduet. At nikke til ham, til ham i mig, det jeg kan genkende. Mine hænder er hans hænder. Mine øjne, cirkussindet. Og noget af mørket deler vi stadig. Fornemmelsen, cellernes viden om, hvor nemt det er at gå i hundene. Til grunde.

Jeg er ikke gået til grunde. Jeg trives (selvom jeg ikke altid vil være ved det), jeg vokser. Jeg er forlængst vokset ud af hans skal. Men d 18. November plejer jeg at nikke til ham. At anerkende min far, for det gode, at se mildt på hans fejl. Jeg ved jo godt, at han gik i hundene. Til grunde, og at det ikke er hans fortjeneste, at jeg ikke gik med. Men denne ene dag, lægger jeg den viden til side, og får øje på det andet. Den vibrerende kærlighed. Musikken, latteren, eventyret. Og jeg opdager hvormeget, jeg alligevel ligner ham. For det gode også. Og dermed strækker mildheden sig, til også at omfatte mig selv.

Jeg begår fejl. I dag begik jeg måske en overlagt fejl, i mildhed med mig selv. Jeg blottede en menneskelig tiltrækning, en ny følelse, for en af mine undervisere, selvom jeg ikke har fået analyseret den selv. Jeg tror nu nok ikke, han så det, det var heller ikke så vigtigt. Men det var vigtigt, at jeg oplevede noget og udtrykte det, uden anden hensigt. Uden manipulation. Jeg oplevede det, den hensigtsløse åbenhed, som en rus af glæde. Som noget aktivt.
Det er som regel en fejl, at blotlægge umiddelbare følelser – især overfor en, som ville kunne kigge mildt på mig og sige; ‘Det der, det må du selv ligge og rode med’, eller ‘Det er en falsk følelse, du har der, den handler i virkeligheden om noget andet’ – men det gjorde han ikke. Han gjorde egentlig slet ikke noget, og jeg flygtede også, for ikke at blive opslugt af smilerynkerne og kæbehængslernes runding under skægget. For jeg ville beholde følelsen, ikke give den væk. Det er min følelse, den handler sikkert ikke ret meget om ham, og jeg ville nyde den, følelsen af at holde umiddelbart af et menneske, jeg ikke kender. At det er sandt, omend uforklarligt. Jeg ville nyde, at jeg for en sjælden gangs skyld, ikke havde behov for at analysere. At jeg kunne være i det.

Jeg plejer at være ked at det, i dag. I det mindste melankolsk. I stedet er jeg fuld af forundring. Over oplevelsen af samhørighed, selvom jeg lige nu er alene. Menneskeligheden.

Normalt, når jeg mediterer, så lukker jeg øjnene og føler mig straks som en Picasso-kvinde. Disfigureret, helt fysisk. Men i dag, i dag oplevelde jeg en tilstedeværelse, en samhørighed, helt udenfor tid og sted, jeg blev en del af noget. Større. Hver for sig, er vi bare Picassofigurer, men sammen, tilsammen, er vi hjerne og hjerte og muskler i noget helt, noget stort. I dagens meditation, var jeg en Chagall-kvinde.

I dag nikker jeg til min far. Til Sine og de andre også. Men også til en varme, som findes indeni mig, og en mildhed. Dagen tilhører de varme mænd, og spøgelserne. Men også mildheden. Menneskeligheden og samhørigheden. Længslen, forelskelsen, glæden, genkomsten.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forræderiske følelser