District Tonkin, Vietnamesisk cafe, Gammel Kongevej

Photobucket Pictures, Images and Photos

District Tonkin er en ny Vietnamesisk cafe på Gammel Kongevej, på den sidste halve del, op mod Frederiksberg Rådhus, som i de seks år, jeg har boet her, desperat har savnet en GOD cafe, altså sådan en med stil og hygge – atmosfære – god betjening, gedigne sandwiches af gode råvarer og i det hele taget… Til at betale, men betjening er så langt det vigtigste, for mig.

Herinde er råt og lyst, jern og mørkt træ, porcelæn og bøger, og store vinduespartier. Og, tør man tro sine egne øjne, Avokadosmoothie på menuen!!! Mon det kan være sandt, skal jeg endelig finde et sted i København, Danmark, som kan lave en ægte, sødmefyldt og syndig avokadoshake? Milde skaber…

De ligner et ungt par bag baren, sympatiske, stille travle, men smilende. Der er fire sandwich, et par desserter og nogle kager at vælge imellem, jeg ved, Vietnameserne kan være sindssygt gode til svin, så jeg vælger en B1, marineret svinekød, agurk, porre, forårsløg, koriander, mynte, chili. Al den friskhed, dette køkken er så kendt for, og så det tyndtskårede, krydrede og møre svinekød. En hemmelig dressing. Sprødtblødt baguette. Ret fantastisk.

Så til avokadosmoothien, som jeg i Danmark ellers bliver nødt til at lave selv, ubegribelig cremet, hvid, med grønt skær, det søde, den fede og let jordede eftersmag af frisk avokado. I Thailand har de tit et drys af kakao eller en strimmel chokoladesovs i glasset, denne er jomfruelig og bliver min skæbne.

Jeg er svært begejstret for District Tonkin! Må de leve længe, og jeg skal gøre mit til, at omsætningen på råvarerne, holder dem friske.

Åh, og ta’ lige og prøv den uartige Vietnamesiske kaffe! Til 28kr kan du nærmest ikke engang få sort filterkaffe på nogen af de andre cafeer, og denne; sort som natten og hvid som inderlår, og alt der imellem, hvad du ønsker.

Photobucket Pictures, Images and Photos

District Tonkin
Gammel Kongevej 152A
1850 Frederiksberg
District Tonkin

November tilhører…

Photobucket Pictures, Images and Photos

På dette billede ses asymmetrien i mit ansigt tydeligt. Alligevel er det i dag et åbent ansigt. I dag ejer jeg en mildhed overfor mine uskønheder, også dem indeni. Og mildheden strækker sig til også at omfatte andre, men det vigtigste, det overraskende er, at den omfatter mig selv.

For nogle år siden skrev jeg et digt om november, ‘November’ hed det. Digtet sluttede sådan her:
November tilhører de varme mænd og de bittesmå spøgelser.
Jeg tæller mine døde i november. Spøgelserne. Men det er også i i november, jeg forelsker mig. Genforelsker, nyforelsker, tiltrækkes, længes og glædes. Jeg mærker så meget i november.

For nogle uger siden, var det Sines dødsdag. Ældre familiemedlemmer, onkler… min mormor. Mit eget lille spøgelse. I dag er turen kommet til min far. I dag er det 15 år siden, hans findedag, han havde været død nogle dage. Egentlig tænker jeg sjældent på ham. Det er så længe siden, jeg blev voksen uden ham. Men jeg plejer at tage en whiskey og se lidt ud af vinduet. At nikke til ham, til ham i mig, det jeg kan genkende. Mine hænder er hans hænder. Mine øjne, cirkussindet. Og noget af mørket deler vi stadig. Fornemmelsen, cellernes viden om, hvor nemt det er at gå i hundene. Til grunde.

Jeg er ikke gået til grunde. Jeg trives (selvom jeg ikke altid vil være ved det), jeg vokser. Jeg er forlængst vokset ud af hans skal. Men d 18. November plejer jeg at nikke til ham. At anerkende min far, for det gode, at se mildt på hans fejl. Jeg ved jo godt, at han gik i hundene. Til grunde, og at det ikke er hans fortjeneste, at jeg ikke gik med. Men denne ene dag, lægger jeg den viden til side, og får øje på det andet. Den vibrerende kærlighed. Musikken, latteren, eventyret. Og jeg opdager hvormeget, jeg alligevel ligner ham. For det gode også. Og dermed strækker mildheden sig, til også at omfatte mig selv.

Jeg begår fejl. I dag begik jeg måske en overlagt fejl, i mildhed med mig selv. Jeg blottede en menneskelig tiltrækning, en ny følelse, for en af mine undervisere, selvom jeg ikke har fået analyseret den selv. Jeg tror nu nok ikke, han så det, det var heller ikke så vigtigt. Men det var vigtigt, at jeg oplevede noget og udtrykte det, uden anden hensigt. Uden manipulation. Jeg oplevede det, den hensigtsløse åbenhed, som en rus af glæde. Som noget aktivt.
Det er som regel en fejl, at blotlægge umiddelbare følelser – især overfor en, som ville kunne kigge mildt på mig og sige; ‘Det der, det må du selv ligge og rode med’, eller ‘Det er en falsk følelse, du har der, den handler i virkeligheden om noget andet’ – men det gjorde han ikke. Han gjorde egentlig slet ikke noget, og jeg flygtede også, for ikke at blive opslugt af smilerynkerne og kæbehængslernes runding under skægget. For jeg ville beholde følelsen, ikke give den væk. Det er min følelse, den handler sikkert ikke ret meget om ham, og jeg ville nyde den, følelsen af at holde umiddelbart af et menneske, jeg ikke kender. At det er sandt, omend uforklarligt. Jeg ville nyde, at jeg for en sjælden gangs skyld, ikke havde behov for at analysere. At jeg kunne være i det.

Jeg plejer at være ked at det, i dag. I det mindste melankolsk. I stedet er jeg fuld af forundring. Over oplevelsen af samhørighed, selvom jeg lige nu er alene. Menneskeligheden.

Normalt, når jeg mediterer, så lukker jeg øjnene og føler mig straks som en Picasso-kvinde. Disfigureret, helt fysisk. Men i dag, i dag oplevelde jeg en tilstedeværelse, en samhørighed, helt udenfor tid og sted, jeg blev en del af noget. Større. Hver for sig, er vi bare Picassofigurer, men sammen, tilsammen, er vi hjerne og hjerte og muskler i noget helt, noget stort. I dagens meditation, var jeg en Chagall-kvinde.

I dag nikker jeg til min far. Til Sine og de andre også. Men også til en varme, som findes indeni mig, og en mildhed. Dagen tilhører de varme mænd, og spøgelserne. Men også mildheden. Menneskeligheden og samhørigheden. Længslen, forelskelsen, glæden, genkomsten.

Photobucket Pictures, Images and Photos