ManuVision, det værste i verden

Stedfortrædertrøst

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg blev trøstet, af en medstuderende, efter en lidt for hårdhændet behandling af en anden medstuderende. Ham der trøstede mig, var en dreng, en ren dreng. Hvad han ikke vidste, mens han trøstede mig var, at han reparerede på en af de gamle ting samtidig, der, ved sin rummelige brystkasse.

Dengang Sine døde, dengang vi fandt hende, dengang hun hang på væggen, der gik jeg rundt, den samme nat, og kaldte på en som kunne, en som ville, holde om mig. Jeg kaldte faktisk, helt konkret, nedenfor et vindue, hvor en af vores undervisere, på højskolen hvor det skete, boede. Men han sov. Håber jeg, men jeg er selvfølgelig bange for, at han slet ikke sov. At han bare ikke kunne rumme at kramme mig, lige der, den nat, hvor vi fandt hende, så jeg gik tilbage til mit eneværelse, og lå der. Dødenatten igennem.

Om ganske få dage har jeg 15 års jubilæum hos min psykolog. Jeg elsker ham, mest fordi han har reddet mit liv, men også fordi han er ham. Jeg kender de fleste ord. Næsten alle ordene. Men det kram. Den trøst, den fik jeg aldrig. Ikke før i dag. Fordi han, drengen, fuldstændig uden hensigt og fuldstændig uden indsigt, lod mig hvile i sin favn, ovenpå et nyligt chok.

Og fordi smerten måtte være der, chokket og sådan kan man heles, så mange år, så mange ord, efter.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ManuVision, det værste i verden