Blot fordi man har studeret landkortet

Når det grimme smuldrer

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jamen, er det ikke dejligt at vi ikke ved hvad tiden bringer?
Gu er det ej, det kan være det mest angstprovokerende i verden, når man – som jeg – har overlevet på, at forudsige de næste minutter, i væsentlige dele af min barndom. At dukke sig, i rette tid, at spænde i lysken lige inden, at hviske ‘jeg elsker dig’ igen og igen, men kun indeni, indtil det gik over.

Hvis jeg ikke kan forudsige fremtiden, så er den – og alt det dårlige i den – min skyld.

Jeg skrev i det sidste indlæg, om Stedfortrædertrøst, den dag på uddannelsen skete der også noget andet, som jeg først nu, har fået vendt og drejet i mit eget hovede og med min psykolog, og fundet mening i. En slags syndsforladelse.

Jeg fik en hårdhændet behandling af en af de andre – vi fik feedbacket det og alt var godt – men der var noget i min egen reaktion mens jeg lå på briksen, som jeg ikke kunne slippe. Jeg sagde ikke fra. Jeg forlod min egen krop og gik i overlevelsesmode. Og mens det skete, var der en tanke i mit hovede, som gentog sig, nærmest som et mantra. (Og her skal det lige siges, at det som skete på briksen bestemt ikke var ment som et overgreb fra min medstuderendes side og han skal være alt forladt!)
Jeg blev ved med at tænke, at ‘hvis jeg ikke siger nej, så er det slet ikke et overgreb’. Det vil sige, at jeg gav lov. Jeg forlod min krop og lod ham gøre med den, hvad han ville. Fordi det var sådan jeg overlevede, dengang det var alvor. Så længe jeg ikke sagde nej, så gav jeg ham lov og dermed beholdt jeg magten selv.

Men det er ikke gratis at overleve.

For med den magt, jeg tog fra ham, fulgte også ansvaret for det, som skete med mig. Det var – ergo – min egen skyld.

Min psykolog sagde: ‘Det var ikke din skyld.’
Min psykolog sagde: ‘Du kan ikke stille lighedstegn mellem at tage ansvar og tage skyld. Hverken for misbrug, for naturkatastrofer, for kræft eller for overgreb’
Min psykolog sagde: ‘Det du i virkeligheden gjorde var, at du beholdt din sjæl, selvom du blev såret på kroppen og på sindet – men kroppen og sindet kan heles.’

Min psykolog sagde: ‘I virkeligheden – midt i alt det forfærdelige – beholdt du din integritet.’

Jeg har været i tvivl om, om jeg var for ødelagt. Men 15 års psykolog forløst i min egen krop, har vist mig noget andet.

Jeg føler mig som et menneske.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blot fordi man har studeret landkortet