Når det grimme smuldrer

Forræderiske følelser

Photobucket Pictures, Images and Photos

‘Ha, angst? Det tror jeg sgu ikke på!’

Ordene faldt fra en underviser, samtidig med, at han borede sine fingre dybt ind i min mave, og jeg skreg i panik, og nogenlunde sådan startede en af de mere provokerende og bizarre samtaler, jeg endnu har haft på ManuVision uddannelsen.

Øvelsen gik ud på at finde ud af, hvor tæt forbundet med åndedrættet, både sorg og smerte er. Jo tak. Needless to say; en stærkt ubehagelig øvelse; ‘find grænsen for panik, for dyb angst, lyt til åndedrættet, se hvordan klienten smiler det væk, undersøg denne vekslen mellem latter og gråd.’

Jeg blev forvirret. Hvis jeg ikke skal være angst, hvad skal jeg så være? ‘Træk vejret ned i det’ sagde han, ‘Det er mere plads end du tror og mere plads end du vil have der skal være.’
WHAT? Jeg ville sguda gerne have, at der var plads til at trække vejret gennem smerten!
‘Nej du vil ikke’ sagde han, ‘Du tager bare den nemme løsning, det er meget nemmere at lukke op for angsten, end for det som ligger bagved’
Hmm… Ok, hvad ligger bagved?
‘Det ved du godt’ sagde han, ‘Det gør sorgen’
Godt så, den køber jeg, men nej;
‘Sorgen er bare en dårlig undskyldning’
SORGEN ER BARE EN DÅRLIG UNDSKYLDNING???
‘Ja, så du ikke mærker det som ligger bagved’
Nu må han fandme stoppe, det siger jeg, ‘Ja’ siger han, ‘Hvad er det?’
Vrede?
‘Ja’ siger han, ‘vrede, men det er det nemmeste i verden at være vred’
Shit. Det føles altså ikke ret nemt. Og nu vil jeg faktisk gerne hjem. Ud, væk fra dumme spørgsmål fra dum mand. Jeg kan jo ikke gøre, sige, føle noget, som han køber. Og jeg køber altså ikke det med, at følelser bare er en illusion. ‘Det falske jeg’s sprog’ – skrid, din langhårede type!
Han aer mig mellem øjnene, men jeg er ikke til fals. Jeg køber den ikke.
‘Der er den’ siger han, ‘Din stolthed’
Grr…
‘Det er din kvalitetssans’, siger han, ‘Din standard. Din sans for noget, du ikke vil være med til, din grundlæggende grænsesætning, den handler ikke om angst, eller sorg eller vrede’
Nå, hvad fanden handler den så om?
‘Hvad er det, du ikke vil føle, hvad er det, du gemmer bag de grimme følelser?’
Jeg prøver med skam, han griner af mig, jeg føler mig fandme uintelligent.
‘Skam, det er bare noget samfundet i dig har skabt, du skammer dig ikke en skid, skam hører til i fortiden, du går kun derhen for at slippe for at leve dit liv’
Argh, kan jeg se det? Det ved jeg sgu ikke, jeg synes skammen er meget virkelig.
‘Havd skammer du dig så over?’
Øhm… ‘Jeg skammer mig over’ siger jeg, og tårerne begynder at løbe ned over tindingerne, ned i ørerne, ‘At jeg har ladet mig ødelægge’
Han aer mig igen mellem øjnene, ‘Det passer ikke’ siger han, ‘Det er ikke skam, det er din kvalitetssans’
Shit.
‘Angst’ siger han, ‘Sorg, vrede, det er intet, hvad det, ingenting. ‘Enhver kan føle det, det er trivielt’
Hmm, det føles ikke ret trivielt!
Han trykker ned i min maven igen, ‘Træk vejret’, siger han.

Og så sker der noget sindssygt. Altså noget fuldstændig åndsvagt. Mit åndedræt vender. Jeg græder stadig, hiver indad efter vejret og sukker det ud. Så begynder jeg at hulke, og hulket vender åndedrættet, pludselig trækker jeg vejret dybt ind og støder det ud i stedet. Hulket bliver til latter. ‘Ja’ siger han, ‘Der ligger det, det er jo ingenting, nemt’

Hmm… Jeg synes ikke, det var skidenemt. Og det er der heller ikke nu, men jeg oplevede det. Hvor tæt de dybe grundfølelser ligger på hinanden.

Og det er fandme provokerende og måske er det ikke hele sandheden, men er det ikke værd at tage med i posen; at angsten kun er et skalkeskjul for sorgen? At sorgen bare dækker over vreden? Og at vreden kun er der, for at forhindre mig i, at mærke… Glæden?

Jeg tror stadig ikke, at følelser bare er ‘Det falske jeg’s sprog’ faktisk synes jeg at det er noget sludder. Jeg tror, at følelserne er vores eneste udgangspunkt, det eneste sted, vi kan starte. Måske dækker de over andre følelser, men vi må mærke det hele, for at lære os selv at kende, for at erkende, at jeg måske ikke længere behøver angsten, sorgen.

Tænk at glæden kan være det mest angstprovokerende i verden.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når det grimme smuldrer