Forræderiske følelser

Photobucket Pictures, Images and Photos

‘Ha, angst? Det tror jeg sgu ikke på!’

Ordene faldt fra en underviser, samtidig med, at han borede sine fingre dybt ind i min mave, og jeg skreg i panik, og nogenlunde sådan startede en af de mere provokerende og bizarre samtaler, jeg endnu har haft på ManuVision uddannelsen.

Øvelsen gik ud på at finde ud af, hvor tæt forbundet med åndedrættet, både sorg og smerte er. Jo tak. Needless to say; en stærkt ubehagelig øvelse; ‘find grænsen for panik, for dyb angst, lyt til åndedrættet, se hvordan klienten smiler det væk, undersøg denne vekslen mellem latter og gråd.’

Jeg blev forvirret. Hvis jeg ikke skal være angst, hvad skal jeg så være? ‘Træk vejret ned i det’ sagde han, ‘Det er mere plads end du tror og mere plads end du vil have der skal være.’
WHAT? Jeg ville sguda gerne have, at der var plads til at trække vejret gennem smerten!
‘Nej du vil ikke’ sagde han, ‘Du tager bare den nemme løsning, det er meget nemmere at lukke op for angsten, end for det som ligger bagved’
Hmm… Ok, hvad ligger bagved?
‘Det ved du godt’ sagde han, ‘Det gør sorgen’
Godt så, den køber jeg, men nej;
‘Sorgen er bare en dårlig undskyldning’
SORGEN ER BARE EN DÅRLIG UNDSKYLDNING???
‘Ja, så du ikke mærker det som ligger bagved’
Nu må han fandme stoppe, det siger jeg, ‘Ja’ siger han, ‘Hvad er det?’
Vrede?
‘Ja’ siger han, ‘vrede, men det er det nemmeste i verden at være vred’
Shit. Det føles altså ikke ret nemt. Og nu vil jeg faktisk gerne hjem. Ud, væk fra dumme spørgsmål fra dum mand. Jeg kan jo ikke gøre, sige, føle noget, som han køber. Og jeg køber altså ikke det med, at følelser bare er en illusion. ‘Det falske jeg’s sprog’ – skrid, din langhårede type!
Han aer mig mellem øjnene, men jeg er ikke til fals. Jeg køber den ikke.
‘Der er den’ siger han, ‘Din stolthed’
Grr…
‘Det er din kvalitetssans’, siger han, ‘Din standard. Din sans for noget, du ikke vil være med til, din grundlæggende grænsesætning, den handler ikke om angst, eller sorg eller vrede’
Nå, hvad fanden handler den så om?
‘Hvad er det, du ikke vil føle, hvad er det, du gemmer bag de grimme følelser?’
Jeg prøver med skam, han griner af mig, jeg føler mig fandme uintelligent.
‘Skam, det er bare noget samfundet i dig har skabt, du skammer dig ikke en skid, skam hører til i fortiden, du går kun derhen for at slippe for at leve dit liv’
Argh, kan jeg se det? Det ved jeg sgu ikke, jeg synes skammen er meget virkelig.
‘Havd skammer du dig så over?’
Øhm… ‘Jeg skammer mig over’ siger jeg, og tårerne begynder at løbe ned over tindingerne, ned i ørerne, ‘At jeg har ladet mig ødelægge’
Han aer mig igen mellem øjnene, ‘Det passer ikke’ siger han, ‘Det er ikke skam, det er din kvalitetssans’
Shit.
‘Angst’ siger han, ‘Sorg, vrede, det er intet, hvad det, ingenting. ‘Enhver kan føle det, det er trivielt’
Hmm, det føles ikke ret trivielt!
Han trykker ned i min maven igen, ‘Træk vejret’, siger han.

Og så sker der noget sindssygt. Altså noget fuldstændig åndsvagt. Mit åndedræt vender. Jeg græder stadig, hiver indad efter vejret og sukker det ud. Så begynder jeg at hulke, og hulket vender åndedrættet, pludselig trækker jeg vejret dybt ind og støder det ud i stedet. Hulket bliver til latter. ‘Ja’ siger han, ‘Der ligger det, det er jo ingenting, nemt’

Hmm… Jeg synes ikke, det var skidenemt. Og det er der heller ikke nu, men jeg oplevede det. Hvor tæt de dybe grundfølelser ligger på hinanden.

Og det er fandme provokerende og måske er det ikke hele sandheden, men er det ikke værd at tage med i posen; at angsten kun er et skalkeskjul for sorgen? At sorgen bare dækker over vreden? Og at vreden kun er der, for at forhindre mig i, at mærke… Glæden?

Jeg tror stadig ikke, at følelser bare er ‘Det falske jeg’s sprog’ faktisk synes jeg at det er noget sludder. Jeg tror, at følelserne er vores eneste udgangspunkt, det eneste sted, vi kan starte. Måske dækker de over andre følelser, men vi må mærke det hele, for at lære os selv at kende, for at erkende, at jeg måske ikke længere behøver angsten, sorgen.

Tænk at glæden kan være det mest angstprovokerende i verden.

Når det grimme smuldrer

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jamen, er det ikke dejligt at vi ikke ved hvad tiden bringer?
Gu er det ej, det kan være det mest angstprovokerende i verden, når man – som jeg – har overlevet på, at forudsige de næste minutter, i væsentlige dele af min barndom. At dukke sig, i rette tid, at spænde i lysken lige inden, at hviske ‘jeg elsker dig’ igen og igen, men kun indeni, indtil det gik over.

Hvis jeg ikke kan forudsige fremtiden, så er den – og alt det dårlige i den – min skyld.

Jeg skrev i det sidste indlæg, om Stedfortrædertrøst, den dag på uddannelsen skete der også noget andet, som jeg først nu, har fået vendt og drejet i mit eget hovede og med min psykolog, og fundet mening i. En slags syndsforladelse.

Jeg fik en hårdhændet behandling af en af de andre – vi fik feedbacket det og alt var godt – men der var noget i min egen reaktion mens jeg lå på briksen, som jeg ikke kunne slippe. Jeg sagde ikke fra. Jeg forlod min egen krop og gik i overlevelsesmode. Og mens det skete, var der en tanke i mit hovede, som gentog sig, nærmest som et mantra. (Og her skal det lige siges, at det som skete på briksen bestemt ikke var ment som et overgreb fra min medstuderendes side og han skal være alt forladt!)
Jeg blev ved med at tænke, at ‘hvis jeg ikke siger nej, så er det slet ikke et overgreb’. Det vil sige, at jeg gav lov. Jeg forlod min krop og lod ham gøre med den, hvad han ville. Fordi det var sådan jeg overlevede, dengang det var alvor. Så længe jeg ikke sagde nej, så gav jeg ham lov og dermed beholdt jeg magten selv.

Men det er ikke gratis at overleve.

For med den magt, jeg tog fra ham, fulgte også ansvaret for det, som skete med mig. Det var – ergo – min egen skyld.

Min psykolog sagde: ‘Det var ikke din skyld.’
Min psykolog sagde: ‘Du kan ikke stille lighedstegn mellem at tage ansvar og tage skyld. Hverken for misbrug, for naturkatastrofer, for kræft eller for overgreb’
Min psykolog sagde: ‘Det du i virkeligheden gjorde var, at du beholdt din sjæl, selvom du blev såret på kroppen og på sindet – men kroppen og sindet kan heles.’

Min psykolog sagde: ‘I virkeligheden – midt i alt det forfærdelige – beholdt du din integritet.’

Jeg har været i tvivl om, om jeg var for ødelagt. Men 15 års psykolog forløst i min egen krop, har vist mig noget andet.

Jeg føler mig som et menneske.

Blot fordi man har studeret landkortet

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg havde min første klient i dag. Min første, rigtige, behandling. Jeg undervurderede den behandling, jeg kom til at give mig selv, mens jeg behandlede. Det skal jeg så lige tænke lidt over.

I det hele taget tænker jeg over meget. Sover mindre. Ingen lede, men mere… stilhed, indeni. Blandet – naturligvis – med den allestedsnærværende, ulmende desperation. En længsel, som jeg egentlig troede jeg havde under kontrol. Indtil for ganske nylig. Hvad skal jeg nu gøre med den? Hvor skal jeg gøre af den?

Os misbrugsmennesker. Erstatter det ene med det andet, det er vel i sig selv ikke noget problem, sålænge cigaretter afløser heroin. Et sundere misbrug. Men stadig misbrug i sig selv. Jeg er klar over, hvor pinligt lidt der skal til, for at vælte mit liv. Det er en destruktivitet. Selvdestruktivt.
Jeg misbruger mine egne tanker. Der er noget skamløst ved det, det tænder mig. Det skamløse, jeg vil derhen. Det er der, kunsten er, lysten og livet. Jeg har så meget skam, og misbruget frigør, for en tid, den skam.

Øj, det er sort. I morgen er det bedre. I morgen er håbet grønt. Vemodigheden river i mine øjne som løg. Jeg dyrker tårerne, det er ikke lige så fint som vilde tårer. I morgen er det bedre.

Blot fordi man har studeret landkortet, kender man ikke landskabet. Sikke et landskab jeg er.

Åbn øjnene

Photobucket Pictures, Images and Photos

Johnny Cash synger The first time I ever saw your face, og mine fingre lugter af køn. Ikke fordi, de har rørt ved et. Men jeg har ikke vasket hænder, efter jeg kom hjem fra skole. Uddannelse, ManuVision. Jeg har rørt ved mennesker.

The first time I ever saw your face. Der er mange måder at se på. You chose the chance you take. Vel. Men jeg føler mig ramt. Jeg har set. Jeg har set en dreng, med en indføling, som skygger for hans eget skidt, men som alligevel er så stor, at jeg kan gemme mig under dens vinge. Jeg har set en pige, som inviterer mig ind i sit murstenshus. Jeg har set en mand, som ryster af følsomhed og længsel, jeg har set en pige, som kunne være min ven, en kvinde, som ser direkte ind i al min skam.

Det går op får mig, at jeg kategoriserer meget. Kvinder er gudinder, eller bare irriterende. Mænd er favnere eller krænkere, (en skelnen som kan flyde sammen) eller brødre, aseksualiserede, pålidelige, gode uden nuancer. Det er en generalisering, men den er der, lynhurtigt, når jeg scanner et rum.

Der var en af underviserne som sagde, ‘åbn øjnene’ – ‘du er faktisk meget sød når du er her. du må godt være her, også med alt der der’. Han sagde også nogle andre ting, men det var bare ord. Det, som ramte mig, var, at han var der selv, mens han sagde det, altså, han kiggede mig i øjnene, uden at jeg kunne få øje på nogen dagsorden. Han så på mig som et barn, og bad mig, helt enkelt, om at blive.

Jeg har ingen våben mod mennesker uden forsvar.

Stedfortrædertrøst

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg blev trøstet, af en medstuderende, efter en lidt for hårdhændet behandling af en anden medstuderende. Ham der trøstede mig, var en dreng, en ren dreng. Hvad han ikke vidste, mens han trøstede mig var, at han reparerede på en af de gamle ting samtidig, der, ved sin rummelige brystkasse.

Dengang Sine døde, dengang vi fandt hende, dengang hun hang på væggen, der gik jeg rundt, den samme nat, og kaldte på en som kunne, en som ville, holde om mig. Jeg kaldte faktisk, helt konkret, nedenfor et vindue, hvor en af vores undervisere, på højskolen hvor det skete, boede. Men han sov. Håber jeg, men jeg er selvfølgelig bange for, at han slet ikke sov. At han bare ikke kunne rumme at kramme mig, lige der, den nat, hvor vi fandt hende, så jeg gik tilbage til mit eneværelse, og lå der. Dødenatten igennem.

Om ganske få dage har jeg 15 års jubilæum hos min psykolog. Jeg elsker ham, mest fordi han har reddet mit liv, men også fordi han er ham. Jeg kender de fleste ord. Næsten alle ordene. Men det kram. Den trøst, den fik jeg aldrig. Ikke før i dag. Fordi han, drengen, fuldstændig uden hensigt og fuldstændig uden indsigt, lod mig hvile i sin favn, ovenpå et nyligt chok.

Og fordi smerten måtte være der, chokket og sådan kan man heles, så mange år, så mange ord, efter.

Older posts