Lær at lave god, nem og billig mad - efterårskursus 2013

Frihed under ansvar

Photobucket Pictures, Images and Photos

Fejrer min tilmelding til ManuVision-uddannelsen med et gigantisk anfald af angst.

– Det er alligevel for langhåret. Jeg kan jo for fanden godt finde ud af at meditere!
– Jeg kommer til at misforstå det hele, tage fejl, de vil grine af mig.
– Jeg kan ikke gennemføre det, sådan en uddannelse, den er jo seriøs, der er et håndværk som skal læres, jeg er en taber, de eneste uddannelser, jeg har gennemført, har været med pistol for panden og i en rus af uforklarligt held. Jeg kan ikke tage ansvar for noget, jeg nogensinde har gennemført, så hvorfor skulle dette være anderledes?
– Min kontrol er for dyb, for massiv, jeg kan ikke finde ud af, at give mig selv lov til at lære, at modnes, ændres.

Og den største, den som altid får mig til at vende tilbage til dåseøl og barbecuechips: uafhængighedsdiktaturet. Fint, at man skal tage ansvar for sine egne følelser/reaktioner, egen banehalvdel, alt det shit. Men det bliver så let til, at alle mine følelser, kun handler om mig, projektioner og alt det, så hvor gør man så af personlige sympatier, spirende venskaber, menneskelig tiltrækning, alt det, som gør relationer menneskelige og personlige? Hvad skal man nogensinde have at sige til andre mennesker? Hvordan identificerer man ægte sympati, grobund for kærlighed mellem mennesker? Hvorfor må man ikke ville hinanden? Hvad med kemi, umiddelbar tiltrækning, begær, alt det, som ikke skal forklares, men bare mærkes? Hvordan undgår man at blive handlingslammet, midt i al den analyse, al den tagen ansvar?

Det nemmeste i verden, ville være at snyde dem. At lukke op for den uudtømmelige pose af barndomstraumer, vade lidt rundt, og komme lidt videre, tage en slentretur i The Garden Of Good And Evil, uagtet at det ikke længere helt er mig.

Der er masser af gode ting at sige om ManuVision, stedet, mit første møde med to af underviserne, det introduktionsmøde, jeg var til i går, og det er jo selvfølgelig også væsentlige faktorer, hvorfor jeg har valgt lige den uddannelse.

Først og fremmest menneskeligheden. Smil, sympati og en vis portion charme. En afslappethed overfor Sandheden, som jeg måske godt kan være i. I hvert fald føltes det ok, at være der. Selvom jeg egentlig var angst og spændt i underlivet og svedte.

Jeg ved ikke, om jeg kan tage den uddannelse. Det vil kræve, at jeg stiller mig ud i en styrke, som skræmmer mig. At jeg holder op med at gemme mig bag sårbarheden, uden at fornægte den.

Der var flere små konkrete ting, som gjorde udslaget. En af dem var, at der – midt i en lang forklaring om noget andet – pludselig blev sagt ‘Frihed under ansvar’. En anden, at der også var kaffe, ved siden af alle urteteerne. At alle undervisernes øjne var smukke, bag briller og skæg og smilerynker. At jeg ikke sagde en lyd, og at det var ok. At der var en studerende som var gravid og at børn var velkomne. At underviserne påtog sig ansvaret som undervisere, men at der også var en følelse af menneskelig ligestilling.

Jeg glæder mig til at starte, meget. Angstanfaldet hører nok bare med.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lær at lave god, nem og billig mad - efterårskursus 2013