God, nem og billig mad – stadig pladser tilbage!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Skal du med på kursus? Vil du lære at lave god, nem og billig mad?

Der er stadig ledige pladser på min fredags-madlavning på Bakkegårdsskolen i Gentofte. Det er fem fredage fra kl. 17.30-21, hvor vi griner og laver mad i en uformel tone – bagefter spiser vi maden sammen og hygger.

Man kan komme i bil eller tage tog til Vangede station (10 min gåtur fra stationen) eller tage bus 184 mod Holte Station til Sønderbakken – Bakkegårdskolen ligger ca 30 meter fra busstoppestedet.

Her kan du se en fuld Kursusbeskrivelse

Prisen for kurset er 1.130kr eller 910kr hvis du er ledig, studerende eller på anden vis berettiget til nedslag.

Her kan du tilmelde dig til kurset God, nem og billig mad

Jeg håber vi ses!

Kom til Ignite #13 i aften!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Kom endelig ned i Republikken i aften kl 18 og vær med til Ignite # 13 hvor en hel flok dejlige mennesker vil tale i fem minutter hver, om noget, de brænder for – og det skal jeg også! Jeg vil nemlig vise lidt billeder og fortælle om Tørklædeprojeket ‘A scarf is a scarf is a scarf’ – som jo som bekendt kan ses på Vester Voldgade ved Rådhuspladsen indtil oktober 2013!

Som en særlig treat vil der bagefter være mulighed for at snakke videre i cafeen og måske – for de modige – selv prøve kræfter med et tørklæde…

Det er gratis – og det starter kl 18 og der plejer at være fuldt hus – og jeg ved at den gode mand Bryan Traum fra EcoEgo blandt 11-12 andre, også vil snakke om den verden vi ønsker os, det glæder jeg mig i hvert fald til!

Alarm, alarm!!!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Der var en som spurgte mig; er det ikke noget med, at man skal være i zen og afklaret med sig selv og sit liv, inden man begynder på en uddannelse som kropsbehandler?

Fejt spørgsmål. Det er jeg sguda ikke, i zen og det. Tænk, hvis det er et krav!?!!

Faktisk er jeg ualmindelig god til at gå i selvsving. Kombiner det med årelangt arbejde med mig selv og mit kringlede selv, så har du en som er så virkeligt god til at identificere udfordringerne, se dem komme, men ikke så skidegod til at flytte benene og løbe væk fra tsunamien!

Jeg har drømt om skibskatastrofer, ikke?

Der er også noget med sårbarheden. Nu har jeg det jo godt, for det meste, igen, så bliver der råd til at åbne lidt og vise lidt og være lidt i sårbarheden. Mildheden med mig selv, jojo.

Lige nu har jeg det dårligt. Det er nemlig ikke gratis at stille sig derud. Det koster lige nu. Med angst. Og selvsving og grufulde mareridt. Udefinerbar og irrationel længsel som slider i mig.

Det er skam og en form for selvlede. Hvem tror jeg, jeg er? Ikke noget at sige til, hvis den ydmygelse og latterliggørelse, jeg forestiller mig, virkelig sker. Så kan jeg lære, ikke at stikke snuden/kæften/hjertet frem. Som en anden tigger som viser sine deformiteter frem, kom og se på mig, kom og elsk DETTE!

Og selv det, er løgn, for jeg lytter ikke engang til mig selv mere! Jeg stiller mig frem, og jeg vil gøre det igen. Fordi jeg har lyst til det, og fordi det er sundt for mig og fordi skammen først kommer bagefter…

I love my life…

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jo, såmænd. Og ikke kun på grund af uudgrundelig
humor i dette vidunderlige pladercover.

Også… Fordi jeg snart
skal starte på ManuVision-uddannelsen og fordi jeg er ved at
arrangere en stor fest, fordi jeg skal på skriveferie i Frankrig og
fordi min tro på menneskeheden kravler stædigt opad!

Frihed under ansvar

Photobucket Pictures, Images and Photos

Fejrer min tilmelding til ManuVision-uddannelsen med et gigantisk anfald af angst.

– Det er alligevel for langhåret. Jeg kan jo for fanden godt finde ud af at meditere!
– Jeg kommer til at misforstå det hele, tage fejl, de vil grine af mig.
– Jeg kan ikke gennemføre det, sådan en uddannelse, den er jo seriøs, der er et håndværk som skal læres, jeg er en taber, de eneste uddannelser, jeg har gennemført, har været med pistol for panden og i en rus af uforklarligt held. Jeg kan ikke tage ansvar for noget, jeg nogensinde har gennemført, så hvorfor skulle dette være anderledes?
– Min kontrol er for dyb, for massiv, jeg kan ikke finde ud af, at give mig selv lov til at lære, at modnes, ændres.

Og den største, den som altid får mig til at vende tilbage til dåseøl og barbecuechips: uafhængighedsdiktaturet. Fint, at man skal tage ansvar for sine egne følelser/reaktioner, egen banehalvdel, alt det shit. Men det bliver så let til, at alle mine følelser, kun handler om mig, projektioner og alt det, så hvor gør man så af personlige sympatier, spirende venskaber, menneskelig tiltrækning, alt det, som gør relationer menneskelige og personlige? Hvad skal man nogensinde have at sige til andre mennesker? Hvordan identificerer man ægte sympati, grobund for kærlighed mellem mennesker? Hvorfor må man ikke ville hinanden? Hvad med kemi, umiddelbar tiltrækning, begær, alt det, som ikke skal forklares, men bare mærkes? Hvordan undgår man at blive handlingslammet, midt i al den analyse, al den tagen ansvar?

Det nemmeste i verden, ville være at snyde dem. At lukke op for den uudtømmelige pose af barndomstraumer, vade lidt rundt, og komme lidt videre, tage en slentretur i The Garden Of Good And Evil, uagtet at det ikke længere helt er mig.

Der er masser af gode ting at sige om ManuVision, stedet, mit første møde med to af underviserne, det introduktionsmøde, jeg var til i går, og det er jo selvfølgelig også væsentlige faktorer, hvorfor jeg har valgt lige den uddannelse.

Først og fremmest menneskeligheden. Smil, sympati og en vis portion charme. En afslappethed overfor Sandheden, som jeg måske godt kan være i. I hvert fald føltes det ok, at være der. Selvom jeg egentlig var angst og spændt i underlivet og svedte.

Jeg ved ikke, om jeg kan tage den uddannelse. Det vil kræve, at jeg stiller mig ud i en styrke, som skræmmer mig. At jeg holder op med at gemme mig bag sårbarheden, uden at fornægte den.

Der var flere små konkrete ting, som gjorde udslaget. En af dem var, at der – midt i en lang forklaring om noget andet – pludselig blev sagt ‘Frihed under ansvar’. En anden, at der også var kaffe, ved siden af alle urteteerne. At alle undervisernes øjne var smukke, bag briller og skæg og smilerynker. At jeg ikke sagde en lyd, og at det var ok. At der var en studerende som var gravid og at børn var velkomne. At underviserne påtog sig ansvaret som undervisere, men at der også var en følelse af menneskelig ligestilling.

Jeg glæder mig til at starte, meget. Angstanfaldet hører nok bare med.

Older posts