Morgenhår, ikke?

Et patetisk klynkeindlæg.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg kan ikke se træet for bare grene.

Jeg føler mig dum og grim og uduelig. Sat under en skæppe under en osteklokke i mit eget liv. Af mig selv? Jeg kan ikke gennemskue det. Men jeg er ikke glad.

Der hang en masse mails og telefonopkald og regninger over mit hovede, jeg troede det var det. Nu er de væk og jeg er stadig ked af det.

En efterreaktion på monsteråret 2012, måske…

Jeg går rundt som en zombie. Selv de unge på Den Blå Planet opdager det. Og børnene. Jeg er træt altid. Har intet overblik, intet… Drive.

Der er ikke noget særligt galt. Faktisk er der meget, som er meget godt. Faktisk begynder det at ligne noget, livet. Jeg synes ikke at menneskeheden er så dum endda, og det er da noget! Jeg har kærlighed i mit liv, børn i alle aldre, venskaber, arbejde.

Men så er der det, indeni. Melankolien. Den truende manglende mening. Håbløsheden, hvad nytter det, hvad nu hvis jeg ikke narrer nogen, hvis jeg vitterlig er ond. Ikke har evnen til at skelne, til at blive elsket?

Modet, det er modet som svigter. Jeg har altid haft modet, dumdristigheden, ikke tænke, bare føle, handle, være modig! Men det er, som om jeg ikke længere tør.

Jeg er klog, og følsom og stærk, jeg har det hele… Undtagen mod. Hvor blev det af? Den der uldne desperation vokser indeni mig. Jeg må… gøre noget, handle!

Det er bare det… At hende der, mig, jeg sidde under den skide osteklokke, hvordan får man noget til ske derindefra? Når jeg oven i købet er både dum, grim og uduelig?

Er det bare sådan…. At være kvindelig kunstner, med 80’erne i barndommen og 90’erne i bagagen? At skulle pinedød tro på sig selv, med den baggrund, og det sind? Vi er ikke bange for, at vores hemmelighed bliver opdaget, vi er bange for, at folk er ligeglade med den. Vi har ikke opdaget fællesskabet, det er bare noget vi siger. Hey, det er “Workingman’s Blues” om igen. Det skal være tungt, ellers er det let, og let er det værste, einmal ist keinmal og hey, det er mig, som er Tomas!

34, going on depressiv teenager, fandme patetisk!

Måske skulle jeg bare købe nogle Dr. Martens, iføre mig de billige, sorte nylonstrømper og lidt nittehalsbånd… drikke noget Pisang Ambon og læse noget Michael Strunge…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Morgenhår, ikke?