Om nænsomhed og troværdighed i selvhjælpsbranchen

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg har følt mig som passager i mit eget liv, det er ingen hemmelighed. Ladet mig transportere af noget, udenfor mig selv. Det er sgu sweet rides, nogle af dem. Børnevognen, kærlighedssvognen, men de to har, på et punkt, ikke adskilt sig væsentligt fra misbrugsvognenene, dem som rummer traumer, begær og opofrelse, dem som adskiller mig fra mig selv. Det gør børnene, kærligheden ikke, men det har været ligegyldigt. Jeg har slet ikke taget stilling til, hvilken vogn jeg sad i. Nu er jeg så igang med at hoppe ud af dem allesammen – nogle af dem i fuld fart.

Der er ingen tvivl om, at det virkelig kan noget, det der BodySDS. Jeg kommer lige derfra. Men altså, det kræver en dygtig behandler og så er spørgsmålet om teknikken kan noget i sig selv, for en dårlig behandler kan virkelig gøre skade. Ham her, jeg lige har været hos, han er fandme god, meget, men bare det lillebitte kiks, det minimale skift i temperatur og tone, da behandlingen sådan set var forbi, det satte sig og fik mig i første omgang til at negligere behandlingens effekt og i næste, til at beslutte at jeg ikke behøver at komme hos ham igen. Måske var det med vilje, så god kunne han godt være, jeg ved det ikke.
Men der skete noget meget godt i dag. Jeg forbandt kroppen og sindet og sjælen. Det varede ikke ret længe, men det var der og jeg har ikke haft det så dejligt i lang tid. Og der har han ret, den dygtige og smukke og en tand for professionelle BodySDS-behandler; nænsomhed spiller en stor rolle. Med mig selv. Ideen om at det handler om mig og ikke om min virkning på andre, eller deres virkning på mig.
Jeg ved det ikke. Måske blev han bare sur over at jeg identificerede det, da han healede mig. Selvom det i virkeligheden er en kompliment til hans evner; idet han lagde hånden over plexus og to fingre på halschakra’et, trådte et stærkt blåt lys frem bag mine lukkede øjne og varmen var pludselig tør, varm og meget intens. Kærligheden fuldt til stede.

Jeg er i tvivl om det var den healing, som i virkeligheden gjorde mest for mig… Og det åbner så op for Healingsmassør-uddannelsen igen. Argh.

Umiddelbart hælder jeg stadig mest til ManuVision – men jeg har ikke hørt noget fra dem endnu. Utjekket.

Jeg leder efter noget at tro på. Noget troværdigt. Det er aldrig før faldet mig ind, at dette noget, kunne være mig selv.

Body-SDS, ManuVision, Healingsmassør…

Photobucket Pictures, Images and Photos

Min mor var forbi og ordne mine planter i går. De blomstrer alle sammen, totalt ude af synk. Bagefter lagde jeg mig ind i min seng og så seks afsnit af Nip/Tuck.
Der er noget om langsomhed. Måske er der gang i en heling af de allermindste nervetråde inden i mig. Men det går eddermanme langsomt i mit sind for tiden. Jeg skammer mig stadig over det, men det er en bedrift, bare at skrive en email. En del af mig vil have det skal gå hurtigt. Den løsningsorienterede del. ‘Ja, godt, fint, nu har jeg mærket det, så kan jeg komme videre’. Men måske har jeg brug for at mærke stilstand lidt.

Og jeg ved sgu ikke med det BodySDS. Jeg tror behandlingen, systemet er godt, rigtig godt, men selve uddannelsen? Jeg opstillede en liste, hvad har jeg brug for i sådan en uddannelse:
– Faglig ballast
– Holisme, både krop, sind og ånd
– Troværdighed, både overfor mig selv og overfor omgivelserne, et godt navn

Og hvad jeg er på vagt overfor:
– Urtedamer, for langhåret
– Machobøffethed og yogamænd, ad
– Sekt-agtigthed

BodySDS har, efter hvad jeg fornemmer, ret godt fat i det jeg leder efter – men de to sidste ting, jeg er på vagt overfor, der blinker altså nogle røde lamper… Jeg er i den grad usikker på ham der Bengt Valentino Andersen, barnebarn af grundlæggeren, og en timepris på 3.000kr… Det lugter… Og frelste mænd på faste, det går bare ikke. Men jeg prøver at holde sindet åbent… Har meldt mig til en introdag på søndag, for lige at fornemme stedet… Sgu også mange penge at slippe for sådan en uddannelse, så jeg skal jo også tro på sagen bagefter…
En god bekendt gjorde mig så lige opmærksom på ManuVision… Flot, at jeg ikke selv havde fundet den (og måske siger det noget om deres brand…) Det er, så vidt jeg kan læse, en gruppe af BodySDS’ere, som for 15 år siden brød op og dannede deres egen uddannelse – som vist nok er ret meget den samme, med med et mere… Menneskeligt ansigt, måske… Deres uddannelse tager kun to år, men er også billigere (lidt)… Nå, men jeg har skrevet til dem, så må vi se… Her lader det til at der ikke er så meget at være på vagt overfor, men jeg bliver i tvivl om den faglige ballast og om ManuVison-brandet er stærkt nok.

Den tredje uddannelse jeg kigger på, er Healingsmassør. Der er faglig ballast og holisme, men åh… Er i tvivl om troværdighed og faren for urtedamer…

En ting ad gangen… Og det går langsomt… Det er måske ikke så tosset, det er jo en stor beslutning og sådan en bør man nok ikke tage i affekt. Selvom det er den – affekten – som har bragt mig herhen, hvor jeg er klar over, at der skal tages en beslutning… Flere… At mit liv skal se anderledes ud… Mere glæde, mere… Potentialeudfoldelse. Mere helhed. Også selvom det måske betyder at jeg skal opgive at opfylde alle andres behov (uha…)

Om helbred, Body-SDS og katte

Photobucket Pictures, Images and Photos

I går var en god dag, jeg tudede slet ikke efter kl. 16… Nå, men jeg tænkte, hvad fanden sker der, er det bare en stressreaktion og psykologi for burhøns, eller er der andet i det?

Så jeg fik en akuttid hos min læge, som kiggede en gang på mig og vejede mig og så forbød hun mig at arbejde i mindst en måned. ‘Belastningsreaktion’ sagde hun, og ordinerede SE-behandling, massage, fysioterapi, grin og gode venner.

Det med de gode venner, den er der styr på. Jeg vidste det slet ikke, men der var de. Omsorg, som jo så også får mig til at tude, men den del går jo nok.
Grin, nåja, den venter vi lidt med.
SE (somatisk erfaringsdannelse) er en chok- og traumebehandling, som fokuserer på den kropslige erindring. Det kan være vældig godt, hvis man er i hænderne på et dygtigt menneske. Det har jeg været, dengang.
Massage, fys, kropsbehandling, jojo, men jeg er jo vildt modtagelig, så for fanden, det er en tillidserklæring at lægge sin krop i hænderne på sådan en! So what to do?

Jo, jeg tænkte, jeg er jo alligevel igang med at undersøge Healermassage- og BodySDS-uddannelse, så det er vel meget nærliggende at booke sådan en tid.

BodySDS. Jeg finder listen over godkendte behandlere via den officielle hjemmeside. Løber den igennem. Uha. Uha. Jeg prøver at ignorere billedet og navnet, men jeg er ikke i tvivl. Man kan ikke løbe fra et ungdomscrush. Det er en instinktiv tillid, som går ud over seksualitet, en slags menneskelig tiltrækning og det er lige hvad jeg har brug for. Instinktiv tillid. Og hvis den bliver svigtet, kan jeg jo altid skyde skylden på mig selv… Så jeg skriver en mail, og senubareder, et afbud, en ledig tid, lige til tiden, damn!

BodySDS. Nogle siger det er magi, nogle siger det er ren humbug og manipulation. Well, nu giver jeg ikke meget for hverken magi eller manipulation. Jeg mener begge dele bør være til stede, hvis det skal være rigtigt. Det her. Det var rigtigt.
Først bizart. Lidt rysten og lidt trykken og lidt vejrtrækning. ‘Neeed i maven’ jojo, jeg kan godt mærke mine følelser, jo tak! Men så rystede han lidt ved min ene hofte og trykkede hist og pist og så begyndte mine hænder at sove. Og i begge sider på halsen. Jeg tænkte; fuck, han har bare at vide, hvad fanden han foretager sig! Og jeg tænkte, stakkels mand, jeg ødelægger hans praksis, han får mig aldrig ud af det igen. Men – og det skal han have – han bevarede roen. Roen og… dygtigheden. Den faglige omsorg. (Satans, det er den, som gør det af med mig) Og lidt efter lidt løsnede grebet sig. Til sidst var tranchen nærmest væk og kun de låste hænder tilbage. Dog virkede han bagefter lidt… Tøvende, tror jeg, men måske var det bare en fornemmelse… Det er det irriterende ved den slags kontrakter, fortroligheden gælder kun i en retning. Gad vide hvad der foregik? (Og det var interessant – han er slet ikke blevet mindre tiltrækkende på de mange år, men farligheden…. Den lå et helt andet sted)
(Nåja, og der var en skide kat, jeg er stadig bange for katte, men mere om det lige om lidt)
Der var ikke meget snak, nogle ord her og der, jeg tror han bevarede kontrollen, men jeg tror også at han arbejde for det. Jeg hjalp med lidt viljestyrke til sidst, tiden var jo gået og hænderne skulle jo virke.
Men jeg vidste det. Den umiddelbare tillid får mig til at give ham lov til at komme derind, hvor jeg ellers kun selv kommer, og kun i mørke stunder. Pis også. Den er svær at lukke igen.
Bagefter sagde han, med cirka de ord, at jeg skulle skabe plads til mig selv indeni, at når jeg selv var indeni, så ville floden ikke skylle mig væk og tage mig væk fra mit liv. Han sagde vel sådan set, at kunsten og livet er mulig samtidig, kan det nu være rigtigt? For det er også rigtigt, at for at skabe, må man åbne for en følsomhed i sig selv, som gør en lidt… Sær… Som min skrivekollega sagde; ‘vi kan ikke tåle alt for meget dagligdag’…

Nå, men i hvert fald, så skulle jeg tisse, og ude på toilettet ligger katten… Og hvad sker der? Den kigger på mig, bevæger sig hen til mig, slikker mig på højre hæl…. Snor sig roligt rundt om mine stadig bare ben og strækker sit hovede op på mit venstre lår. Jeg sidder der, i undertøj, på et fremmed toilet, med hænder som kun lige virker og med en stirrende kat på mit lår… Og som om det ikke var bizart nok, så gik jeg IKKE i panik!
Det er muligt at mine paralyserede hænder og lamme hals var manipulation, men det med katten, det var sgu magisk…

Så sikke en dag. Jeg har ingen penge. Har ladet min læge sætte helbred over økonomi og jeg aner ikke, hvordan vi skal komme igennem sommeren. Haft en højst bizar oplevelse hos en BodySDS behandler, som samtidig var en slags transformeret mennesketiltrækning.

Jeg er taknemmelig for de gode mennesker, som er i mit liv. For den gryende erkendelse af, at der skal ske noget, for mig selv, jeg skal træffe nogle valg, som skal definere den næste periode i mit liv. Måske bliver det ikke noget kønt syn. Men måske er det heller ikke så vigtigt. Måske er det nok at vide at der er lys… et eller andet sted.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Noget må ske!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Der er en snegl i blomsten… Eller… Der er noget galt. Eller… En snegl i en blomst er vel en naturlig ting, omend ikke så køn?

Der var en lugt af blomstrende råd, på den grønne sti da jeg gik hjem i morges, efter at have fulgt min datter i skole. Jeg lukkede øjnene – allerede patetisk – og var straks tilbage i min farmor og farfars haveskur, hvor jeg gemte mig som barn, fordi det var det bedste sted at være, under de omstændigheder. Havehynder og vådt træ. En slags svalende kølighed, midt i al det rådne.

Der må ske noget.

Jeg har brug for at genskabe forbindelsen mellem min krop, mit sind og min sjæl (Hvordan tabte jeg den?). Jeg tænker på at tage en uddannelse – hvis alt går op i en højere enhed, selvfølgelig, økonomi og alt det shit – jeg kigger på healingsmassør, Body SDS kropsterapeut, er der andre?

Det må være noget med et stærkt holistisk grundlag. Noget, som fordrer en grundlæggende egenpraksis og noget, som jeg kan undervise i, gøre noget med, efterfølgende. Og det skal være fagligt velfunderet og på et vist niveau – ikke for mange urtedamer – men heller ikke for mange machobøffer… Og der må være fysik i det!

Anyone, ideer? Erfaringer? Kommentarer? Mentale kram, kunne godt bruge nogle!

Et patetisk klynkeindlæg.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg kan ikke se træet for bare grene.

Jeg føler mig dum og grim og uduelig. Sat under en skæppe under en osteklokke i mit eget liv. Af mig selv? Jeg kan ikke gennemskue det. Men jeg er ikke glad.

Der hang en masse mails og telefonopkald og regninger over mit hovede, jeg troede det var det. Nu er de væk og jeg er stadig ked af det.

En efterreaktion på monsteråret 2012, måske…

Jeg går rundt som en zombie. Selv de unge på Den Blå Planet opdager det. Og børnene. Jeg er træt altid. Har intet overblik, intet… Drive.

Der er ikke noget særligt galt. Faktisk er der meget, som er meget godt. Faktisk begynder det at ligne noget, livet. Jeg synes ikke at menneskeheden er så dum endda, og det er da noget! Jeg har kærlighed i mit liv, børn i alle aldre, venskaber, arbejde.

Men så er der det, indeni. Melankolien. Den truende manglende mening. Håbløsheden, hvad nytter det, hvad nu hvis jeg ikke narrer nogen, hvis jeg vitterlig er ond. Ikke har evnen til at skelne, til at blive elsket?

Modet, det er modet som svigter. Jeg har altid haft modet, dumdristigheden, ikke tænke, bare føle, handle, være modig! Men det er, som om jeg ikke længere tør.

Jeg er klog, og følsom og stærk, jeg har det hele… Undtagen mod. Hvor blev det af? Den der uldne desperation vokser indeni mig. Jeg må… gøre noget, handle!

Det er bare det… At hende der, mig, jeg sidde under den skide osteklokke, hvordan får man noget til ske derindefra? Når jeg oven i købet er både dum, grim og uduelig?

Er det bare sådan…. At være kvindelig kunstner, med 80’erne i barndommen og 90’erne i bagagen? At skulle pinedød tro på sig selv, med den baggrund, og det sind? Vi er ikke bange for, at vores hemmelighed bliver opdaget, vi er bange for, at folk er ligeglade med den. Vi har ikke opdaget fællesskabet, det er bare noget vi siger. Hey, det er “Workingman’s Blues” om igen. Det skal være tungt, ellers er det let, og let er det værste, einmal ist keinmal og hey, det er mig, som er Tomas!

34, going on depressiv teenager, fandme patetisk!

Måske skulle jeg bare købe nogle Dr. Martens, iføre mig de billige, sorte nylonstrømper og lidt nittehalsbånd… drikke noget Pisang Ambon og læse noget Michael Strunge…