Mega god røv i mega sløje bukser

Photobucket Pictures, Images and Photos

“Well, he was just 17, you know what I mean’ – kunne man tænke, og det gjorde jeg. Hængerøv i de slidte, mørkegrå jeans og kæde hængende om den ene balde. Ikke meget at kigge på, indtil han bøjede hoften i en vinkel til højre og afslørede; en perfekt runding, den smukkeste røv, sådan en, man kan tage fat i, uden den smatter ud, sådan en. Som sidder hvor den skal, og er blød og rund til hverdag, og hård som sten, når hofterne støder frem. Perfekt.

Hmm… Man kunne tænke sit. Jeg tænkte mit. I toget, på vej hjem fra arbejde. Sørme en skam, man ikke er til ungt kød.

Glæden ved fysisk arbejde

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg har travlt. Og det er dejligt. Men det meste af arbejdet foregår foran en computer. Mit store projekt ‘A scarf is a scarf is a scarf’ tager selvfølgelig mest tid med trykkeriet, receptionen, regnskab, presse etc… Men også madkurserne tager tid.

Derfor har jeg selvfølgelig fået mere arbejde! I cafeen ude på Den Blå Planet – det nye Danmarks Akvarium. Der er super fedt derude – har jeg hørt, for vi har simpelthen haft så svinetravlt at jeg slet ikke har fået set stedet rigtigt. Men folk virker glade…. Også for maden, som vitterligt også er god! Det er fish & chips og fiskedeller the Meyer & Noma way og det smager sgu ret godt! For slet ikke at tale om de dejlige kokke… Og den smukke udsigt, og den nordisk/tropiske stemning, I love it, det er Zoologisk Museum møder Louisiana møder Gili Trawangan!

Men hold nu op, der er ikke mere hud under mine fødder… Men faktisk… Betyder det ikke så meget… For i stedet for at sidde med hovedet inde i min computer – som jeg jo også elsker – så er det fysisk og serviceminded og kontant afregning for smil og sure miner. Det er SÅ tilfredsstillende. Når jeg har fri kan jeg spise en dejlig sandwich og drikke en øl og så er der ikke mere –

I virkeligheden er dette en lykkelig kombination for mig. Intellektuelt dybt arbejde foran computeren, undervisning i lavpraktisk madlavning og så dette, fysisk krævende, smilende, Quick-fix job på Den Blå Planet. Det er et arbejdsliv jeg godt gider. For første gang i mange år hænger det sammen. Det ændrer sig sikkert lige om lidt, men jeg husker at nyde det! På trods af travlhed og træthed og manglende hud under fødderne – fordi der er glæde i det.

En sindssygt ubehagelig debut i SYSTEMET

 photo 159d15b88eea02676d89414b5cd37f0c.jpg

En dum og forkælet snotunge, en klovn! Det er, hvad jeg er. Hvordan kan jeg være utrolig dum, at tro, at Jobcenteret og Kommunen kan hjælpe mig med råd og vejledning???

Det er simpelthen noget af det mest ydmygende, jeg nogensinde har stillet op til. Og det siger sgu ikke så lidt!

Ok, jeg har været selvstændig i fire år, ikke tjent synderligt. Ikke hævet løn til mig selv – overhovedet. Masser at lave, ingen penge, dejligt liv. Hvis det altså ikke lige var for de penge, som jo sjovt nok, kommer til at fylde mest når de ikke er der. Jeg har heldigvis haft en lille arv, jeg har kunnet bruge, når det stod slemt til. Den er nu brugt. Jeg har taget nogle nattevagter hos Bruger-Hjælper Formidlingen, det giver 100kr/timen FØR skat, det er røvhårdt og jeg dør af det… Jeg har SU-gæld, men ingen lån. Medejer af en billig andelsbolig, som ikke er belånt.

Jeg er ikke medlem af A-kasse. Jeg har ikke modtaget noget fra systemet siden SU. Jeg har en næsten færdig læreruddannelse, det får man ikke mange jobs på. Jeg har rigtig meget erfaring indenfor en masse områder, men ikke papir på noget af det.

Jeg er samboende med en mand, som tjener lige lidt mere end de 22.000 kr om måneden før skat. Vi har to mindre børn. Det lever vi for. Det kan vi ikke, så den ryger på overtræk og det er jo for fanden ikke holdbart…

Mærsk er desværre død og jeg har ingen andre mæcener på bedding pt.

Jeg tænker, Hey, jeg må finde et arbejde eller noget uddannelse, et eller andet. Det er sgu svært… og jeg ved heller ikke hvordan jeg står, så jeg tænker, Hey, jeg går da op på Frederiksberg Jobcenter og spørger, Hvad er mine muligheder i denne situation?

Måske kunne man søge Voksen-SU til at gøre sin næsten-færdige læreruddannelse helt færdig?
Måske kunne man opkvalificere sig på et af de områder, jeg i forvejen arbejder med, lederskab, facilitering, rådgivning, undervisning, mad, kreativitet og få papir på det?
Måske kunne man tage en relevant erhvervsuddannelse og få voksenlærling-løn?
Måske skal man i det hele taget ‘melde sig til rådighed’ på en eller anden måde?

Så jeg går derop. Stor fejl, tydeligvis.

Først er der en skranke, den er høj. Bag den et skrivebord, med en dame i en kontorstol. Da jeg kommer hen til hende, læner hun sig tilbage og lægger armene over kors.

Jeg siger: Hej, jeg vil høre hvordan jeg står, og bede om noget vejledning.

Stilhed.

Jeg fortsætter: Øh, ja, altså, hvordan jeg kan komme videre i min situation og måske kan i hjælpe mig?

Hun siger: Ja, vi kan jo ikke hjælpe dig, når du ikke fortæller mig noget, vel?

Mig: Øh, nej, ok… og så fortæller jeg hende min situation, som ovenfor beskrevet.

Hun: Så du vil have Kontanthjælp?

Mig: Øh, nej, helst ikke… men… øh, måske noget vejledning, så jeg kan komme videre…?

Hun: Ja, du har jo været selvforsørgende i fire år, det kan du vel bare blive ved med.

Mig: Øh, nej, for jeg har ikke flere penge…

Hun: Du får ikke noget af os, før du har belånt din ejendom fuldt ud – vi kan jo ikke have folk, som sidder i en ejerbolig til 3 millioner og har en kæmpe opsparing og så bare vil have penge.

Mig: Nej… men det er jo heller ikke situationen her… Vil det sige, at jeg skal belåne min del af lejligheden fuldt ud, og først når de penge er brugt, kan jeg søge kontanthjælp? Hvordan skulle jeg så betale for det lån?

Hun: Desuden tjener din mand jo godt

Mig: Øh… altså, han er skolelærer… og vi sidder rimeligt billigt og vi har to mindre børn.

Hun: Ja, men nu er det jo altså ikke kommunens problem, hvor mange børn i vælger at få.

Mig: Nej. Ok. Men jeg ville egentlig også bare have noget råd og vejledning…?

Hun: Ja, du kan jo godt prøve at søge kontanthjælp, men du får den ikke. Du kan jo altid prøve at finde en lærlingeplads et eller andet sted, og så søge voksenlærling, men chancerne er meget små.

Mig: Men… jeg ville jo faktisk også helst undgå kontanthjælp… jeg tænkte bare… måske der var et kursus, eller noget vejledning, en, man kunne blive tilknyttet, eller få hjælp til at komme ud…?

Hun: Det er der da også. Hvis du er på kontanthjælp. Og det kommer du ikke.

Mig: … jo… men… Ok, jeg kan godt høre, at i ikke rigtig kan hjælpe mig med noget

Hun: Du kan jo bare prøve at søge, men jeg siger dig, du får det ikke.

Mig: Nej. Ok, men, øh… tak for hjælpen, så. Hejhej…

 

Det kan godt være jeg er naiv. Men jeg er også rimelig stærk og glad og ressoursefuld. Havde jeg haft en dårlig dag, så var jeg begyndt at tude i desperation.

Hvad fanden sker der for systemet – eller ikke for det, men for dem, som skal hjælpe, råde og vejlede ind i mellem svage borgere?

Er det enestående? Har jeg bare mødt en idiotisk skrankepave på en dårlig dag? Eller ER jeg bare en forkælet snotunge, som skal tage sig sammen?