Snydepelse!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Ja, det er jo ikke hotellets skyld, at vejret stinker, og faktisk har det ikke stunket så meget i dag. Sol og skyer og 19-22 grader. Vi har været på stranden…spist frokost på promenaden med udsigt over vand og bølger og det giver ro i sindet og lykke i hjertet at kigge på havet. Sådan er det bare.

Men der var egentlig lidt mere til hotellet. Astoria, Las Palmas, Gran Canaria, Spanien. Fordi, personalet er venligt. Ikke anmasende eller for turistbørnevenlige, slet ikke, men smilende og søde, fra barmanden, til rengøringsdamen (vi har kun set en), til buffetafrydningsdamen.

Det er vigtigt med smil. Især når solen er en snydepels… Jeg har fortalt historier fra den nordiske mytologi for børnene hver morgen – for at få den halvkedelige morgenmad til at glide nemmere ned – Oskar han sluger især historierne om Udgårdsloke og hvordan han narrer Thor og Tjalfe, han råber “Udgårdsloke, grrr… Din… Snydepels!”, så de tyske og svenske fastligger-par smiler sødt og træt til os.

Øl & chips & valentine

Photobucket Pictures, Images and Photos

Så er det tid, sol og valentinsdag eller ej!

Jeg vidste det, så snart jeg så posen med chips, den kaldte på en kold øl og udsigt over hustagene under et tæppe (stadig 18 grader).

Som sagt… Så gjort. Mens faren spiller kort med børnene, ligger moren på sengen, med en kold øl og en pose chips…

(Kan informere om, at ‘ondulerings-chips’ smager af… Salt… Og at øllen var fin)

Badeværelset, set fra palmen…

20130212-114456.jpg

Ok, beliggenheden er ikke superb. Der er tyve minutters gang til den gode del af stranden og der ligger et asylcenter på den anden side af gaden.

Men damn, det er et fedt hotelværelse! 40 kvm. To afdelinger, rigeligt plads til to voksne og to børn. Og så lige det største badeværelse, jeg nogensinde har set!

Glimrende morgenmad – vi har halvpension og man kan selv vælge fra dag til dag, om man vil have frokost eller aftensmad. Det er almindelig, halvgod, halvkedelig buffet-stil.

Pool på taget, det er fedt. Træningscenter, en pæn hvidvin til 1 1/5 EUR, glasset.

Vi har betalt knap 12.000 kr for 17 overnatninger med halvpension, det er sgu ret ok. Det fås væsentlig billigere hvis man ikke har brug for pool, men der blev jeg nedstemt. Altså, pool.

20130212-120203.jpg

Damn. Nu mangler vi bare temperaturen. Sidst jeg var her, det var i januar for to år siden, var her 30 grader. Lige nu er her 18. Det er sgu ikke varmt nok, selvom min vandhundedatter allerede har været i både pool og hav, med blå læber og klaprende knæ.

Sol, pronto, gracias!

Ferie…!

Øj. Jeg har været smadret siden jeg kom hjem fra Heart2Heart Tour i onsdags. Helt færdig. Jeg har sovet og krammet børnene, that’s it.

Men nu er det så så småt igang igen. Så småt.

Vi sidder i flyveren. Mod Spanien, Las Palmas, intet mindre.

Jeg har været her før, på skriveferie hos Bente Clod. Det var fedt. Vejret denne gang ser lidt koldere ud, men vi håber.

Jeg har brug for denne ferie… Jeg er stresset. Udkørt.

Så… Måske skriver jeg lidt i løbet af de næste sytten dage, måske gør jeg ikke. Hvem ved…

20130212-123301.jpg

Glor på mennesker

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg sidder i lufthavnen i Doha. Og venter. Lufthavne er vilde steder at kigge på mennesker. Bare på denne tur, hjem fra Heart2Heart Tour fra Jakarta har jeg haft tre, meget forskelligartede observationer og oplevelser:

1:
Det startede i Jakarta. Var kommet fly fra Palu, ingen problemer… Havde ventet i 14 timer i lufthavnen. Endelig tid til at tjekke ind. Meget sød, rundhovedet, ung mand i check-in counteren. Jeg er jo godt klar over, at jeg har liiidt overvægt men tænker, at det gør… Det gør det så ikke… Jeg har 20 kilos overvægt og det koster 17 $ pr kilo! Damn… Han foreslår meget venligt, at jeg kan prøve at pakke lidt om…. Haha… Det gør jeg så… Forsøger desperat at få den 15-kilos taske på min skulder til at ligne max 3 kilo (‘pas og billetter, min pung og en bog til flyveturen, ikke?’)
Den søde mand smiler og spørger hvad jeg har avet i Indonesien. Jeg forklarer, han lyser op, han har selv gået på universitetet i Indramayu. Han ignorerer fuldstændig den voksende kø bag os. Min bagage vejer stadig 33 kilo + 10 kilo håndbaggage + den ‘lille’ skuldertaske…
Han smiler igen. Skriver, at min kuffert vejer 30 og håndbagagen 7… Så jeg slipper med at betale for 6 kilos overvægt. Han beklager, at han ikke kan hjælpe mig mere…

2:
Lige landet i Doha. Jeg står i kø ved paskontrollen. Vi er måske 300 mennesker, 4 åbne skranker. Et ungt par dukker ganske uden blusel under køen og springer 200 mennesker over og dukker op i køen lige foran mig. Jeg siger ‘excuse me?’ Og ‘Please go back in line’ – de ignorerer mig. Fuldstændigt. Jeg er ret forarget og bliver ved med at tale til dem på engelsk, selvom de lader som ingenting. Det kan ikke være rart for dem. Folk begynd at stirre. Da vi når frem til gennemlysning, bliver jeg gennet hen til en anden skranke end dem. Da de kommer igennem, har jeg allerede kødt toblerone til børnene og sidder og nipper til en dejlig kop kaffe. HA.

3:
Jeg sidder og venter i Doha lufthavn. Her er så mange nationaliteter, kulturer. En del sheik-typer og sorte spøgelseskvinder, selvom… Der er ikke meget spøgelse over dem, når de kommer skridende hen ad gulvet… De er alle i par, en mand og en kvinde, og jeg lægger mærke til, at de fleste par virker… Forelskede… De holder i hånd og rører ved hinanden… Kigger hinanden dybt i øjnene… Det kommer på en eller anden måde nag på mig. Dydighed er bestemt ikke et ord, jeg tænker på her. Sjovt, fordi jeg kommer lige fra Indonesien, hvor kvinderne er friere og ikke så tildækkede, men alligevel virker mere… Uskyldige.