Snydepelse!

Da jeg var 19

Photobucket Pictures, Images and Photos

‘Hvordan var dit liv da du var 19 år gammel?’ – det spørgsmål blev jeg stillet, som del af en Facebook-leg, fordi jeg likede en meget interessant beretning fra en Facebook-ven, om at være ung og splittet mellem to verdener.

Så skrev hun det til mig; hvordan var dit liv,da du var 19?

Hun kender mig ikke, så uden at kende mig, valgte hun et vildt år. 1998. Da jeg var 19.

Jeg kommer ikke til at deltage i legen på Facebook, på mange måder er jeg for privat, er det mærkeligt? Den kvinde, som skrev den post, jeg blev så betaget af, at jeg likede den, ja, jeg kender hende ikke og hendes beretning var bestemt også personlig. Men så læste jeg en andens, en som var gået med på legen, og den gik på en eller anden måde for tæt på. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, den var bare… Privat.

Men jeg kom til at tænke. Da jeg var 19. Det var det år, jeg startede en vandring mod mig selv. Først bevidst der. Bevidst og på samme tid, ud ad en tvingende nødvendighed.
Åh, ja, jeg lavede en liste. En af dem, som enhver litterær redaktør med nogenlunde respekt for sig selv, ville afvise på første side.

I store træk:
– jeg blev student – med nød og næppe og efter intensiv pjækning
– min gymnasiekæreste og jeg gik fra hinanden
– jeg tog på højskole
– jeg indledte og oplevede mit første reelt seksuelle forhold
– min veninde tog sit eget liv
– jeg blev smidt ud fra højskolen
– min far døde
– min far døde

Det var det, som skete. Men det, som i virkeligheden betød noget, var, at jeg for første gang i mit liv tog fat i det selv, bevidst. Og ved et fuldstændigt lykketræf fandt jeg en psykolog i første hug, som ramte rent og reddede mit liv.

Hvordan var jeg, som19-årig, jeg ved det ikke. Opslugt, overvældet, overmandet.

Et ubemandet fartøj.

Hvad er sandhed? Dette er sandhed, og alligevel kun det store billede. Alle de små stifter i mosaikken fortæller hver især noget andet. Og hvad viser de så?

– en strand med sorte, vulkanske sandkorn
– en rød DSB- nederdel, med stribet skjorte og slips og kasket.
– en krog på væggen
– Østre Anlæg
– Sammy Davis Jr. Som synger Mr. Bojangles
– et hvidt reb, bundet i smukke knuder
– en stue, på Duevej på Frederiksberg

Det var en utydelig vej at gå. Alligevel var den uomgængelig. Der findes kun kunst. Kun poesi. At det andet er bare historier.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Snydepelse!