Heart2Heart - Det Hvide Krater og verdens bedste kaffe

Søvnløshed og forventning

Jeg kan ikke sove. Klokken nærmer sig et om natten. Det er jetlag. Og varme, og dagens indtryk og svovl-indåndingen fra besøget ved Det Hvide Krater, det kradser i halsen.
Det er også noget andet. Nervøsitet og forventning. I morgen. I morgen gælder det. I morgen skal jeg mødes med 14 muslimske kvinder. Jeg skal tale med dem om fred og åbenhed. Om nysgerrighed. Men mere end det.
Jeg kommer med noget. Det er tørklæder. Og jeg skal have disse muslimske kvinder til at tage deres af. Og bytte med mig.

Vi skal lege.

Vi skal lege, og legen skal munde ud i portrætter (som Dot Nielsen tager) som er interessante nok til at hænge midt på Rådhuspladsen i København. I et halvt år. Billeder, som er så interessante, at Politiken vil lægge forhal til ferniseringen, og skrive om projektet. Billeder, som er de penge værd, som vi har fået af Metroselskabet og Indre Bys Lokaludvalg, til at lave dem.

Vi skal lave billeder sammen, kunst. Vi skal fortælle en historie, som er enkel og farvemættet som en smaragd, fuld af facetter, som kaster lyset rundt i rummet.

Jeg er nervøs. Også bange. Fuld af forventning. Der kræves noget af mig. Jeg kræver noget af mig i morgen.

Jeg ligger og forestiller mig den tale, jeg skal holde til ferniseringen. Jeg har uro i kroppen. En fornemmelse. Det kunne godt gå hen og blive et godt år, 2013.

I morgen. I morgen skal jeg vise, hvad jeg duer til.

20130127-002454.jpg

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Heart2Heart - Det Hvide Krater og verdens bedste kaffe