Dag 1 – fly mod Doha

20130124-203257.jpg

Det er d. 24. januar, jeg sidder i flyet mod Doha, hvor vi skal vente i syv timer, Dot og jeg, for derefter at flyve videre mod Jakarta. Man kan sige, at det er den første dag på Heart2Heart Tour, fordi jeg har forladt Danmark her til morgen; knuget børnene og kysset dem og tudet i metroen til lufthavnen med min kuffert og Tom Waits’ ‘Shiver Me Timbers’ i ørerne – hjalp heller ikke ligefrem på tårerne…

Men nu sidder jeg her. Vi har snart fløjet i seks timer. Det varer ikke så længe før vi lander i Doha. Jeg er vist stadig lidt fortumlet. Det er ikke helt gået op for mig endnu. At vi er afsted. Det er nu.

Qatar Airways, udmærket inflight entertainment system, jeg så nogle afsnit af ‘How I met your mother’ og et afsnit ‘Mentalist’… Og er lige blevet færdig med en film, ‘Crazy Heart’ med Jeff Bridges og Maggie Gyllenhaal… Damn… Måtte knibe en tåre til sidst og nyforelske mig i Jeff… Men jeg ER jo også en sucker for aldrende countrystjerner…

Det er nu!

Kunstnerens største dilemma

Photobucket Pictures, Images and Photos

Mit allerstørste dilemma som kunstner, det er lige her:

Jeg ligger i sengen, mellem mine to børn. Min datter på otte år, sover tungt, med sine ben viklet ind i mine under dynen. Min søn på fire griner i søvne og lægger sit hovede bedre til rette på min mave. Jeg er totalt lykkelig.
Pludselig, i denne stilstand af fuldstændig afslappethed, popper der en ide op i mig. Det er en sætning. En perfekt sætning, den perfekte sætning… Hvis jeg rejser mig, forstyrrer jeg øjeblikket med børnene, det vigtigste i verden. Hvis jeg bliver liggende, mister jeg den perfekte sætning. Den sætning, som indfanger og perspektiverer livet som sådan og kærligheden specifikt. Den sætning, som kommende generationer af gymnasieelever og litteraturstuderende vil analysere til hudløshed og have hængende over deres senge…

What to do?

Seks sikre tegn på stress

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg læste for nylig en artikel, i Søndagsavisen tror jeg, om tegn på stress, hvad man skal være opmærksom på og hvornår man skal reagere.

De sikre tegn var:

Man mister overblikket:
Ja, det kan man sgu godt kalde det. Jeg har en fuldstændig uprioriteret liste på Evernote, den er…lang. Der står ting som: Tjekke størrelse på simkort til iPad, kramme børnene, skrive ROMANEN færdig og overføre penge til Dot for togbilletter… Overblik? I think not…

Man sover dårligt:
Måske ikke dårligt… Som småbørnsmor er man jo vant til at vågne en 12-15 gange hver nat, for at tjekke åndedræt og give sut og den slags – det er jeg så bare gået tilbage til… Søvn betyder 3-5 powernaps a ca. 20 minutter i løbet af en nat.

Man taber sig og andre fysiske tegn:
Pludselig kan jeg være i de cowboybukser, som alligevel er pakket væk… Jeg har så heller ikke haft menstruation de sidste to måneder… Og min ellers klare og glatte hud er bumset som en teenagers.

Korttidshukommelsen ryger:
At gå ud i køkkenet, for lige at hente… Hvad fanden var det, jeg skulle herude??? At gå over i Føtex og huske at købe mælk og batterier – tre gange i løbet af dagen… At ringe til min mor og glemme, hvad jeg skulle sige…

Kaffeforbruget stiger:
Ohja… Det må man sige… Jeg starter dagen med en kande… Så gerne et par espressoer på cafe, hvis jeg har et møde, og så en kande mere i løbet af eftermiddagen… Hmm…

Man bliver irritabel:
Jeg er fandeme ikke irritabel! Folk må forstå, at jeg har en masse at tænke på, og mange gøremål, at holde styr på. Når jeg er et sted, burde jeg i virkeligheden være et andet og gøre noget… Derfor kan jeg virke lidt fraværende og… Kort for hovedet, men jeg er ikke irritabel!

Hmm… Men for fanden, sådan er det jo, i perioder… Når man er… Selvstændig, mor, travl, alt det… Så længe det bare er i perioder, ikke?

Lige nu… Der er flere deadlines: Heart2Heart Tour på torsdag, selve den, de fire dage, jeg er hjemme bagefter…. De tre måneders aftenskolemadlavningskurser… Planlægge 60 års fødselsdag i Frankrig… Planlægge, planlægge, planlægge…

Der er luft til sommer… Og luftbobler ind i mellem… Som den på billedet fra turen sidste år… Ikke helt dårligt…

Halve og hele familiemedlemmer

Photobucket Pictures, Images and Photos

Min mor har altid sagt, ‘der findes ikke halve søskende’. I virkeligheden tror jeg mest hun antog den holdning for min skyld, fordi jeg ellers ville have været enebarn. Mine forældres eneste fælles barn. I stedet kunne jeg have tre brødre, mine brødre. Dem, min mor fik med den mand, som ikke hed ‘far’, men som jo var det, af gavn. For mig. Alligevel. Og sådan er jeg vokset op, med hele søskende.
Jeg følte mig nogen gange udenfor, måske tit, det handlede om mange ting – men mine brødre, har altid været mine brødre.

Den samme holdning udviste hun da der, for et par år siden, dukkede ikke mindre end fire (voksne) kusiner og fætre til mig og mine brødre op, som vi ikke havde kendt til før. Børn er børn, søskende er søskende, der findes ikke halve af slagsen, ingen ‘pap’, ‘bonus’ eller ‘gule plader’ hos os.
Men igen, denne gang var det måske nemt nok, vi havde ingen direkte kontakt, hele den prekære sag kunne være netop det, ‘en sag’, en historie, bizar, men ikke umorsom.

Hvad er familie? Blodets bånd, slægtskabets?

Min farmor var sgu, på mange måder, ikke nogen særlig rar kone. De sidste 6-7 år af hendes liv – efter min fars død – besøgte jeg hende en gang om året, cirka. ‘Der gik ikke nogen skår af mig’, sagde jeg. Hun blev ikke blidere med alderen. Hun havde sine grunde, jeg var ikke en af dem… Men jeg var den, som var der. (Ikke den eneste, men det sidste levn af hendes søn).
Vi havde noget fælles historie – men jeg tror sgu ikke, ret mange ville kunne gætte, det var den samme historie hvis de hørte den fra henholdsvis hende og mig! Hun var ikke noget sandhedsvidne – det er jeg sikkert heller ikke, og hvem ved, hvad sandheden er?

Min farmor og jeg, vi havde de samme hænder. Lange, smukke og knoklede, kun krogede hvis man ser godt efter.

Sandheden. Sandhederne. Slægtskaberne, de slog mig i hovedet igen, for ikke så længe siden. En af mine ‘nye’ kusiner, kontaktede mig. Vi mødtes, drak en sodavand, udvekslede nogle af de historier, vi er vokset op med, i vores ‘fælles’ familie. Og igen, den samme følelse; vi kunne stort set ikke genkende hinandens historie. Og så alligevel, på en forkvaklet måde… Nogle ord, nogle mønstre…spejlvendte, men alligevel genkendelige.

Og der var noget med ansigtet. Noget…trygt. Noget af det, vi for fanden jo ikke svømmer i, jeg gør i hvert fald ikke… Jeg synes de fleste mennesker er underlige… jeg kan agere i deres verden, men den er ikke min. Jeg synes de siger mærkelige ting, jeg ved tit ikke, hvad jeg skal svare.

Men hende her. Jeg kunne godt lide hende.

Jeg ved ikke så meget om blod. Slægt. Samhørighed. Kun, at der er noget om det. Tit er det noget rod, tit…gør det ondt. Slægt har fandme gjort ondt på mig. En underlig, blodig samhørighed. På godt og ondt.

Men her…det er som om, der er en åbning. Et mærkeligt og snoet bånd, en tynd snor. Måske ender sporet blindt. Men jeg kan mærke tråden. Og jeg vil gerne følge den. Af nysgerrighed…og muligheden, hvor usandsynlig den end lyder, for slægtskab. Samhørighed.

Klude fra Fanø og Indonesien!

Photobucket Pictures, Images and Photos

Billederne er stadig hemmelige – men jeg har haft den mest fantastiske tur til Fanø!
Vi tog derover – fotografen og jeg – for at lære mere om de traditionelle Fanø-hovedtørklæder, historien, traditionen og måske, hvis vi var heldige, lære at binde dem og låne nogle stykker med til The Heart2Heart Tour som vi tager afsted på OM SYV DAGE!

And, oh boy, did we get more than we bargained for!

Jeg havde en vag ide om en sammenhæng – syntes jeg kunne genkende tørklædernes mønstre… På den anden side, det så godt nok indviklet ud, og hvad nu hvis jeg ikke kunne nå at lære at binde, og hvad nu hvis vi slet ikke kunne låne nogen med…

Og så mødes vi med Susanne fra Fonden Gamle Sønderho, og hun giver os bare historier og hands-on og det hele! Hun demonstrerede hvordan man ‘binder klude’ og så måtte jeg ellers bare igang, først på den ene og så på den anden – og det ER indviklet, men jo også en teknik som kan læres – og da timerne var omme, havde jeg fået kørekort til at binde klude!

Om vi måtte låne… Hmm… De hæger jo om deres klude på Fanø… Men heldigvis er de jo også så smukke, så jeg måtte købe et par stykker – og så fik vi oven i købet lov til at låne både lin og lue og et sæt struder!

Så nu er det bare afsted – jeg kan slet ikke vente til at komme til Indonesien og fortælle om sammenhængen – hvordan ‘deres’ mønstre er endt på en egnsbeklædning fra Fanø!

Og glæd jeg, glæd jer til billederne – både her og på til udstillingen på Rådhuspladsen til april!