Citruscurd

Citron/marengstærte eller Lemon Merengue Pie

Photobucket Pictures, Images and Photos

Denne pie er fantastisk – og den kræver kun tre komponenter, som man kan lave fra bunden eller snyde sig lidt til – det er sjovt nok bedst, hvis man laver dem fra bunden, og ikke svært – men det tager selvfølgelig længere tid.

Dag 1:
Lav en portion Citruscurd, som beskrevet her på siden før, og stil den i køleskabet.
Lav en Mørdej:

200 g. Hvedemel
125 g. Smør
1 æg

Hakkes med en kniv på et bræt eller i en skål (sviner mindre), til det ligner havregryn. Saml det hurtigt til en kugle med hænderne og film den tæt og kom den i køleskabet.

Dag 2:
Pensl en tærteform (bedst hvis du har en med løs bund) med smeltet smør.

Tag mørdejen ud af køleskabet, på meldrysset bord, og rul den tyndt ud – hvis den bliver for varm og dermed klistret, må den en tur i køleskabet igen… Bred dejen ud i tærteformen.

Lav en marengs:
4 æggehvider
230 g flormelis
1/2 tsk eddike

Pisk æggehviderne stive med eddiken og halvdelen af flormelisen. Sigt resten af flormelisen i og vend det rundt.

Bred Citruscurd‘en ud over dejen i tærteformen og øverst marengs – som også kan sprøjtes ud i små toppe, hyggeligt, men ikke den store smagsmæssige forskel. Laget skal være 2-3 cm. tykt.

Bages ved 130 grader varmluft i halvanden time. Hvis du ikke har varmluft, skal den måske have lidt undervarme de sidste ti minutter.

Spis som den er, lun eller ved stuetemperatur.

Tærten er intens, sød og syrlig og meget, meget god. Til forskel fra normal Lemon Merengue Pie, er denne bagt i længere tid, så marengsen bliver sprød – det giver en langt bedre kontrast i konsistenserne og desuden kan jeg ikke ret godt lide det der flødebolleskum, som det ellers er…
Det gode ved denne tærte er også, at det hele bliver bagt ad en omgang, altså ikke noget med at forbage mørdejsbunden og alt det.

Hvis du vil snyde lidt:
Køb et glas Citruscurd i f.eks. Irma – det smager næsten lige så godt.
Køb en færdig og udrullet mørdej – det er ikke helt det samme, men i en snæver vending…
Marengsen må du lave selv – men det er altså ikke svært (hvis du altså har en el-pisker!)

Photobucket Pictures, Images and Photos

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Citruscurd