At underskrive certifikater…

Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg underskriver certifikater til de studerende, for at deltage i to timers lecture: The use of literature in the classroom”, 150 stk… I morgen er det 300, når vi når til Indramayu.

Det har været en god dag. Jeg er helt færdig. Fyldt op af søde mennesker, som siger pæne ting og stjæler sig til at tage min hånd og skændes om, hvem som skal stå ved siden af mig på de obligatoriske og endeløse gruppebilleder. Det er overvældende. Også dejligt, men jeg er træt nu. Bagefter er der altid lige noget med frokost og møde rektor på hans kontor og overrækkelse af gaver fra universitetet og autografskrivning.

Det er en særlig følelse, at være , på den måde. Jeg bruger mig selv fuldstændig og kan lægge mig til at sove på en dørmåtte lige nu. So to speak. Men jeg er glad. Tænk at få lov til at tale med folk, viser hvem jeg er og hvad jeg mener. Om fred, for eksempel, og tolerance og religion og vold og poesi… At en hel årgang af nye engelsklærere på ligge netop dette universitet, fremover vil bruge min bog om kreativ skrivning i deres undervisning. Bruge de eksempler på analyse og fremragende poesi, som jeg har givet dem i dag. Det er sguda ret vildt.

Det er sjovt – og ret… specielt!

Nå! Jeg kan sove i bilen – der er 7 timer til Indramayu… On the road again…

Heart2Heart – Hvad kvinder taler om…

Photobucket Pictures, Images and Photos

Sådan ser det ud, når Head Master er en fantastisk kvinde og vil have, at vi har det godt, når vi holder Women’s Circle i Bandung!

Bordet var fyldt søde, sure og stærke sager og det var bare at gå ombord – faktisk var det vigtigt at tage for sig af lækkerierne og vise, at man værdsætter værtskabet – og det gjorde vi!

Der blev spist og talt og grinet – og der var gråd som sad på stemmen, men vi fuldførte. Det rører mig så dybt at mærke, hvordan det virker, når man er tryg nok til at spørge frit og modig nok til at svare ærligt.

Min tro på menneskeheden styrkes, når jeg oplever, hvor stor verden er, hvor forskellige vi kan være – og hvor meget vi alligevel kan opdage og udrette sammen.

I dag har jeg siddet blandt stærkt troende, muslimske kvinder og udvekslet syn på så forskellige ting som børneopdragelse, Islam, slikmunde, tennis og voldtægt.
Og netop udvekslet, her var ingen, som missionerede, ingen som forsøgte at fortælle en eviggyldig sandhed. Kun nysgerrighed og åbenhjertighed.

Og latteren!

Søvnløshed og forventning

Jeg kan ikke sove. Klokken nærmer sig et om natten. Det er jetlag. Og varme, og dagens indtryk og svovl-indåndingen fra besøget ved Det Hvide Krater, det kradser i halsen.
Det er også noget andet. Nervøsitet og forventning. I morgen. I morgen gælder det. I morgen skal jeg mødes med 14 muslimske kvinder. Jeg skal tale med dem om fred og åbenhed. Om nysgerrighed. Men mere end det.
Jeg kommer med noget. Det er tørklæder. Og jeg skal have disse muslimske kvinder til at tage deres af. Og bytte med mig.

Vi skal lege.

Vi skal lege, og legen skal munde ud i portrætter (som Dot Nielsen tager) som er interessante nok til at hænge midt på Rådhuspladsen i København. I et halvt år. Billeder, som er så interessante, at Politiken vil lægge forhal til ferniseringen, og skrive om projektet. Billeder, som er de penge værd, som vi har fået af Metroselskabet og Indre Bys Lokaludvalg, til at lave dem.

Vi skal lave billeder sammen, kunst. Vi skal fortælle en historie, som er enkel og farvemættet som en smaragd, fuld af facetter, som kaster lyset rundt i rummet.

Jeg er nervøs. Også bange. Fuld af forventning. Der kræves noget af mig. Jeg kræver noget af mig i morgen.

Jeg ligger og forestiller mig den tale, jeg skal holde til ferniseringen. Jeg har uro i kroppen. En fornemmelse. Det kunne godt gå hen og blive et godt år, 2013.

I morgen. I morgen skal jeg vise, hvad jeg duer til.

20130127-002454.jpg

Heart2Heart – Det Hvide Krater og verdens bedste kaffe

Photobucket Pictures, Images and Photos

Det er sjovt at besøge de attraktioner, som primært eksisterer for landets egne turister. Ciwidey er sådan et sted. Tre timer fra Bandung og midt i en bjergby, som er mest kendt or at producere jordbær (som de så forarbejder til det mest hvinende søde slik, jeg nogensinde har smagt) – her ligger en vulkan og en lille, hvidblå kratersø. Her er helt vildt smukt.

Det er dagen før dagen. Min Tour Manager har arrangeret et møde med en engelsklærer fra det universitet, jeg skal undervise på i morgen, og det er hende, som vil vise os Ciwidey. Hun har også købt en stor forsyning af vand, Rambutan, druer og chips i alle afskygninger for at forsøde den lange biltur… Der bliver sørget for os!

På vejen tilbage til Bandung stopper vi ved en Roadside Cafe, hvor jeg slet ikke kan tro mit held – de har Kopi Luwak!
Kopi Luwak er verdens dyreste kaffe. Og verdens bedste. En Luwak et lille dyr, det ligner en blanding mellem en cat og en lemur med store øjne. Den spiser de umodne kaffebønner fra busken, og når de så… Hmm… Kommer ud i den anden ende, samler kaffebønderne dem op, renser dem, hvorefter de tørres, ristes og males, ligesom almindelige kaffebønner. Men den… Gæring, som finder sted inde i Luwak’en giver en helt særlig aroma, som altså gør Kopi Luwak til verdens bedste – og dyreste – kaffe.
Jeg får en kop her – den koster kun ca. 15kr, det er voldsomt billigt – men cafeen har også Luwak’er i baghaven…

Photobucket Pictures, Images and Photos

Heart2Heart Tour – Dag 2

20130126-100235.jpg

Damn… Det har været en lang dag. Først her ved midnat er vi ankommet til Bandung, hvor den første Kvindecirkel og forelæsning skal holdes.

Vi har sovet lidt i bilen fra Jakarta til Bandung, det tog syv timer. Trafikpropper.

Men vejret. Det er regntid, så her er kun 26-27 grader og det frisker lidt. Huden drikker luftens fugtighed.

Creditkortene driller, visummet drillede, køerne og airconditionen… Det tog næsten en time at tjekke ind på hotellet.

Det gør ikke så meget.

I morgen bliver vi hentet efter morgenmad og så skal vi ud og se en kratersø… Min Tour Manager mener, at det er gode motiver til Dots kamera. Bare en lille tur, sagde hun, så jeg også kan få arbejdet… Det tager tre timer hver vej… Damn… Men jeg glæd mig alligevel.

I morgen aften skal jeg så have arbejdet ved computeren. Have styr på de første forelæsninger og oplægget til Kvindecirklen. Få gang i regnskabet, så jeg kommer ind i rutinen og det ikke bliver helvede og en plasticpose når jeg kommer hjem.

Og lige nu skal jeg sove.

Older posts