Skamløst

synet og duften, det er næsten mere end jeg kan tage og i hvert fald meget, meget lang tid siden at mine sanser blev så brat vækket. Og blandet med en rastløs energi af den slags jeg normalt skyr som pest. Fordi den reducerer mig til påhæng. En mand som i så høj grad søger en bekræftelse på sin egen eksistens i kraft af kvindelig beundring. Som jeg har, men den levner ikke megen plads til min eksistens…. Hvis det ikke var for de øjne, den duft.
Denne ejendommelige følelse af at få sine sanser på en gang forstærket og bedøvet.
Du taler hele tiden, alt for meget og jeg bliver stum, men ikke af den benovelse du higer efter, men af ren, rå, blind tiltrækning.
Det skamløse tiltaler mig.

20121015-143431.jpg

De aftener

Og hvorfor findes de her aftener, hvor min mave og bryst bliver varmt og min hals sander til, og alt er forkert, især mig, så snart jeg træder ind ad døren? Hvor alt hvad jeg siger må have en forkert tone eller timing, for det bliver forbigået i tavshed. Hvor jeg ved med sikkerhed, at min familie ikke kender mig, og så upassende som jeg opfører mig, har de da heller ingen interesse i at lære mig at kende.
Utroværdighed gennemsyrer alt hvad jeg siger.

20121015-143311.jpg

Det hele og Van Morrison

Uploaded from the Photobucket iPad App
Hvad er det jeg husker, når det risler mig ned ad ryggen, hver gang de sender den skide reklame, men den skide Van Morrisonsang? Det er regn og picnic på gulvet, noget som kun i bakspejlet er sentimentalt.

Jeg oplever mig selv i situationer, kun motiveret af muligheden for et minde, som lader mig svælge i sentimentalitet. Og melankolien, jeg dyrker den.

Hvad har jeg, som er mit, som ikke er stumper, efterladt af andre? Det er kun summen af det hele, som er mit. Kun mosaikken er unik, min.

Jeg er kun mig, hvis det hele er der.

Out of Order

Photobucket

Hvad gør man når man har taget ti kilo på over sommeren, og man godt selv kan holde det ud, men garderoben ikke kan, og det eneste man kan passe, er telte eller femme fatale-kjoler som ikke lige gør sig på en skaldet tirsdag?

Hvad gør man, når man har lagt alle sine æg i den skide konkurrence-kurv og pinedød skal få minimum 250 siders stor samtidsroman ud af sin 130 siders kunstsmalle historie, fordi man ellers har lovet sig selv at tage fuldtidsarbejde og glemme alt om at kunne leve af det dér kunst?

Hvad fanden gør man, når man endelig er ved at lære at være lidt blid, lidt mild ved sig selv, når det efter mange år, er lykkedes at skifte hammeren ud med et klap på skulderen og man samtidig udemærket godt ved, at man har sig selv at takke for armoden?

Jeg har en ven, som har en kollega, som har brug for et godt råd…; for hvad gør man, når man…