Skamløst

Om pædofili og stigmatisering, vold og vold og virkelighed

Photobucket Pictures, Images and Photos

Vold mod børn er det værste. Krænkelse af børns kroppe og sind, som jo hænger sammen. Seksuelle overgreb (mod børn og voksne) er komplekse, men handler altid om magt. Og er altid vold.
Men vi bliver altså nødt til at få nuanceret pædofilibegrebet, fordi den stigmatisering vi er ved at lave herhjemme, går ud over vores egne børn og kan i nogle tilfælde ende med at fratage dem muligheden for at have et naturligt fysisk forhold til voksne mænd og mandekroppen.

Da jeg var barn sov jeg tit hos en veninde, hvis værelse lå, så man skulle igennem det for at komme ud på badeværelset. Hver morgen gik hendes far ud for at morgentisse (eller hvad han nu gjorde – døren blev lukket), igennem min venindes værelse – nøgen. Vi synes det var ulækkert – og pinligt, da vi blev lidt ældre! Men sgu ikke forkert, vi følte os altså ikke truet på nogen måde.

Da min datter var omkring 5 år, havde hun en dag en veninde på besøg. Min svigerfar kom, fordi vi skulle ud senere, og stillede sig ganske ugenert op foran pigerne og hyggesnakkede, mens han skiftede bukser – jeg var vildt forarget, men helt ærligt?

Jeg kender en hel del mænd, som arbejder med børn – i Sfo, som skolelærere, etc, og de har ALLE haft tanker om, hvad andre mon kunne tænke – og de har alle undveget, piger, som ville sidde på skødet, tumle på en græsplæne om sommeren og sådan noget.

Jeg har sgu haft nogle fucked-up mandlige rollemodeller tæt på – men der har heldigvis været så mange, at jeg har haft mulighed for at se variationer – og jeg giver i høj grad de voksne mænd, som kom i mit barndomshjem, æren for at jeg har et – nogenlunde – normalt forhold til mænd som voksen. Fordi der var plads til dem alle sammen.
Jeg tror nu ikke, der var nogen af dem, som var pædofile – men jeg ved det ikke… Og synes egentlig heller ikke det kommer mig ved – for pædofili er vel sådan set en seksuel præference eller orientering – selvom det også bliver betragtet som en psykisk sygdom i vores del af verden. Det afgørende for mig, er volden. Om der er vold, krænkelse (som udøvelsen af en voksen seksualitet på et barn ER) med andre ord, om fantasien udøves.

Men altså, hey – seksuelle præferencer er mangfoldige – MEGET mangfoldige. Og komplekse og ja, de fleste stammer nok fra noget barndom/traume/det dybe urhav – og jeg mener ikke nødvendigvis at de allesammen skal udøves – men udforskes, jo, og ses på og ikke gemmes væk. Det findes, at tænde på voldtægt, på sex med dyr, med døde og med børn.
Men for fanden. Altså, der er jo forskel på at fantasere om at blive voldtaget – og måske også udleve fantasien – og så, rent faktisk at blive voldtaget.
Det er også her, det bliver komplekst – fordi så mange seksuelle fantasier og præferencer handler om magt – men det er også her forskellen på en udlevet fantasi om f.eks. Voldtægt, og en regulær voldtægt ligger. Ved en udlevet fantasi har man på forhånd aftalt nogle spilleregler – som f.eks. Kunne være at afgive kontrol, og derfor er det i virkeligheden den, som bliver voldtaget (udlevet fantasi), som har ‘magten’. Derfor er det ikke et overgreb og dermed ikke vold – selvom vold indgår som en del af fantasien.

Men hvad så med de fantasier eller præferencer som er fuldstændig tabubelagte? At den seksuelle lavalder er anderledes i andre dele af verden eller at det, i nogle samfund, er de voksnes opgave at initiere børn til sex, det kommer man ikke langt med i vores del af verden. Forstå mig ret; jeg forstår ikke pædofile – og jeg har, som de fleste, INGEN tolerance overfor overgreb og vold mod børn – overfor voksne, som udøver deres seksualitet på nogen som helst uden samtykke! Jeg forstår ikke voksne, som tænder på at få skiftet ble. Eller have sex med dyr. Eller regnfrakker. Men selve det tabubelagte, det forbudte i virkelig slem forstand – det forstår jeg.
Al den skam. Men for fanden, det er der jo! Det findes. Så lad os nu se på det. Også selvom der er fantasier, som vi væmmes ved. Hvis vi nu kumme komme noget af al den skam til livs.

Det er ikke ved at holde os for mund og øjne og ører, at vi lærer at passe på hinanden. Det gør vi ved at forholde os til det som findes. Også pædofili.

Kan man være et godt menneske, hvis man tænder på tanken om sex med børn? Med regnfrakker? Med fremmede? Sin fætter? Noget, som man ikke engang vil skrive her (for…skammen…) ?

Det tror jeg. Jeg håber det fandme!

   

1 kommentar

  • Modigt indlæg! Tak for tankevækkende læsning. Ingen mennesker er monstre.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skamløst