Nødder, krydrede

Selvstændig angst

Photobucket Pictures, Images and Photos

Problemet med at være selvstændig, kreativ, iværksætter (kært, men besværligt barn har mange, prestigefyldte navne) er, at man konstant befinder sig i situationer, som ligger udover ens comfortzone, og som regel på kanten af ens kompetencer.
Det er jo derude, man udvikler sig, derude man skaber kunst og eventyr. Jeg skal derud, jeg længes efter det. Men jeg lider – i det hele taget – af, at have et kæmpe mindreværd, kombineret med lettere galopperende storhedsvanvid. Troen på egen genialitet, kombineret med overbevisning om min egen dum- og grimhed.
Det betyder, at når der sker noget stort for mig, et godt job, en opfordring til at søge en dejlig stilling, sådan noget, så bruger jeg den første halvdel af tiden på, at slå mig selv oven i hovedet og overbevise mig selv om, at ‘der er en catch/de må være idioter/det er en fejl/de gør det bare for at få mig ned med nakken’, eller min personlige favorit; ‘jeg må have snydt’
Jeg er verdensmester i at tale mig selv ned og at bruge så meget energi på det, at jeg opfylder min egen profeti og ikke lever op til det, ‘de’ har set i mig. For hvis jeg endelig får jobbet, har jeg fået overbevist mig selv om, at det nok ikke er værd at have/at jeg i hvert fald ikke kan finde ud af det/leve op til forventningerne og så får jeg det ødelagt for mig selv – ganske som jeg havde forudset. Er jeg ikke bare klog!

Det er blevet bedre. Men aben sidder stadig på skulderen og hvisker mig i øret. ‘Du kan ikke noget. Du snyder dem bare. Hvorfor skulle de være interesserede i dine kompetencer. Du er dum. Du har ikke noget at komme med”

Så hvad gør man så – ved den abe? Jeg har fandme prøvet meget. Selvpraksis. At øve sig. Mentaltræning. Meditation. Det virker. Men det er et langt træk. Ikke som at køre på cykel (hvilket jeg i øvrigt også er dårlig til)

For nogle år siden tog jeg – i en anden sammenhæng – et årskursus, som inkluderede stemme- og sceneteknik. Blandt andet nogle uhyggelige øvelser, hvor vi skulle stå alene og stille på scenen og bare mærke hvordan publikums energi var (man kan GODT mærke negativ energi!)
Nå, men i en af de første øvelser stod vi i en cirkel og skulle skiftes til at gå ind i midten, kigge de andre i øjnene, en for en, og sige denne sætning: “Jeg må godt være her”.
Jeg kunne ikke. Ikke på vilkår. Jeg opførte mig som et barn. Begyndte at tude. Jeg skulle fandme ikke ind i den cirkel – og SE på folk – og sige det der! (jeg kom nu til det alligevel, med tiden)
Stof til tanke. Sådan en simpel sætning. Puha.

“jeg er god nok”, “jeg må godt være her”, “jeg vil gerne have det job”.
“jeg er fantastisk”, “jeg hører til her”, “jeg er den helt rigtige til det job”.

Selv på skrift er det svært.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nødder, krydrede