Brdr. Price i Tivoli

Brdr. Price i Tivoli

D. 22. Juni var jeg med brødrene hos brødrene i Tivoli… Brdr.Price, that is…

Indtryk:

Rummet er stort, ikke perfekt akustik… men ok – tivoliseret uden at været overdrevet og egentlig uden kulissepræg, det er rart.

Sød betjening, travl.

Brød, fint, let. Fantastisk smør. Mulighed for postevand. Fint øludvalg og et lille, lidt anonymt glas chablis til mig.

Forretter:

Generøs portion jomfruhummerhaler, veltilberedte, men dog kolde, en smagssag. Kedelig Mayo til og ristet toast. Citronbåd. De to spisere var glade for generøsiteten.

Rimmet laks med salat, lidt overlæsset tallerken til den smule ellers fremragende laks, hørte jeg fra min tredje, erfarne medspiser.

Til mig tarteletter, to små, forretsstørrelse. Manglede sort peber efter min smag, men lækre og blide i sovsen, mørt og pænt hønsekød og perfekt tilberedte hvide aspargesstykker. Friske og sprøde kurve og  let og lækkert… Med den sorte peber tilsat, og to mere på tallerkenen, kunne jeg have spist det til hovedret uden at blive træt – og det siger noget om en klassiker, man som regel kun kan klemme en enkelt ned af.

Hovedretter:

Bøf, mør og smagfuld, hørte jeg fra kenderen, den så perfekt ud. De tre slags løg derimod, lå underligt, som en slags salat ovenpå bøffen og blev skrabet af som det første.

Fisk, pighvar, fås ikke bedre. Persillesovs fra himlen, tilbehøret, et kvart spidskål, nye ærter, gulerødder, pissegodt. Vi var 3, som spiste fisk, og det skal siges at de to andre så vældig skeptisk på ‘salathovedet’ og lod det ligge – dem om det.

Tja… jeg ville have givet meget for at smage den hjemmelavede regnbueis… men der blev dømt livsfarlige forlystelser istedet, så jeg må have den til gode… godt jeg har årskort!

Naked on the inside (Kim Farrant, 2007)

Dave Toole fra filmen; Naked on the inside

De viser deres nøgenhed fra et nøgent sted. Der er det, der gør filmen så smuk, deres kroppe så smukke og det, som står i skærende kontrast til den nøgenhed vi får kastet i hovedet fra mange andre sider.
Fordi de åbner for deres sårbarhed bliver deres kroppe genkendelige, uanset deres ydre deformitet. Jeg genkende min egen krop i hver enkelt af deres. Hver og en af dem var smukke og gav mig derfor mulighed for at se min egen krop som smuk – i lyset af disse menneskers mod, blev jeg selv modig. Modet her, handler om at anerkende skønhed.
Og jeg drømte at vi dansede. Kroppens form var grænseløs fordi den stammede fra sindet og sindet var uden grænser, fordi den bundede i sjælen, som var fælles og uafgrænset.

Hvad hjertet begærer

Her er så helt utroligt dejligt. Smukt, på den oprindelige måde, på en gang ligetil og fyldt med årtusinders hemmeligheder.
Her er stille, vederkvægende stille, dage , skabt til at glo på en sten, drømme og skabe. Liv, livgivende liv, når jeg ønsker det.
Jeg har været her knap fire dage. Her er vidunderligt. Og jeg, skarn, længes efter køen på motorvejen, infernalsk bylarm, klam motorvejscafemad…
Hvad er der galt med mig?
Rastløshedens præmis og forbandelse.

Min sjæl bliver fredelig her, roen sænker sig om mit rastløse hjerte. Som dog forbliver rastløst. Hvileløst. Det har brug for hvilen. Men snart sprænger det tøjret.

20120717-163059.jpg

20120717-172232.jpg

Art of Hosting

Noget af det bedste jeg kan opleve, er godt håndværk med respekt for fagets traditioner og hvor viljen og evnen til fornyelse er funderet i erfaring og øvelse, øvelse. Hvor håndværkeren føler et ansvar for at yde sit yderste og altid, altid dygtiggøre sig, uanset hvor lille en brik i det store hjul, man er ansvarlig for.
Det kan være en workshop som er virkelig dygtigt faciliteret, som jeg oplevede det i på Lund Universitet for et par måneder siden. Det var som at være med i et symfoniorkester som i årevis har øvet sig uden dirigent og så pludselig træder en verdensberømt én af slagsen, med flagrende hår og iltert temperament op på podiet og får os til at yde vores bedste, helt uforceret. Jeg var til en konference, arrangeret af Women for Sustaniable Growth og praksis-organisationen Art of Hosting og vi var 70 mennesker som nåede ind til nogle dybe kerner af de udfordringer vi diskuterede og jeg vil vove at påstå, at grunden til, at vi nåede så langt, var de principper, vores samtaler blev faciliteret efter. Ikke mindst fik jeg selv sat ord på nogle af mine egne kompetancer, som iværksætter og vært (leder).
Et af de vigtigste principper i Art of Hosting er “at holde rummet” (Holding Space). Det vil sige, at en leders fornemste opgave er at skabe forudsætningerne for, at vi sammen kan nå så dybt som muligt – Der er selvfølgelig et praktisk element; sørge for vand og kaffe på de rigtige tidspunkter, stole nok etc. og et principielt element, hvordan taler vi sammen, hvor store grupper, fælles fokus, have kroppen med, etc.
Det sidste element handler om lederens egen rolle. Man kan kalde det “Vært” eller “Facilitator”, men tag ikke fejl, det er stadig lederskab. Inkluderende lederskab, kunne man sige, hvor lederen er inkluderet i fællesskabet, en del af det på samme niveau som alle.
Som jeg ser det, så er denne form for lederskab “Art of Hosting” den radikale implementering af ideen om, at summen af det hele, er højere end summen af de enkelte dele.
Det interessante er jo, hvordan vi, i den vestlige verden hylder det unikke udtryk, og stræber efter at finde vores eget udtryk, hvor man, i østens filosofier i højere grad bestræber sig på øvelse og enkelthed og ser det enkelte menneske som en tjener for en større helhed.
Så hvor langt kan vi ikke nå, hvis vi sætter disse to filosofier stævne i visheden om, at summen af  kombinationen er større, end summen af dem hver for sig lagt sammen?
Hvis vi tager den nytænkning og nyskabelse, verden har brug for, for at kunne adressere de store udfordringer vi står midt i; miljø, økonomi, ulighed, og kombinerer den med østens håndværksmæssige mesterlære-principper. Så vi rent faktisk kan fundere vores nytænkning på noget solidt? Så den ændring vi ønsker i verden, også er forankret i os selv.
Vi er håndværkere, i vores eget liv og i verden.

En kontroversiel mening om mænd og børn…

Thomas Beatie, gravid

Citat: Jakob Birkler, formand for etisk råd:
“Barnet har brug for omsorg og tilknytning, der er det primære, det vigtige, det afgørende. Og der er intet, der tyder på, at transkønnede skulle være dårligere forældre end andre!”

I 1969, gjorde vi i Danmark op med tvangskastraktion af åndssvage og personer med “seksuelle perversioner”, men kravet om kastraktion ved kønsskifte er fastholdt. Spørgsmålet er; skal det være muligt for en mand, som er født som kvinde, at føde sine egne børn? Det er muligt i lande som USA, England, Portugal og Sverige. Den mest kendte, er amerikaneren Thomas Beatie, der har født tre børn, efter at være blevet mand. Der er ikke nogen medicinsk begrundelse for at transkønnede skal lade sig kastrere for at skifte køn. Amnesty International og Dansk Institut for Menneskerettigheder mener at det er et brud på menneskerettighederne at kræve, at en person skal undergå en medicinsk eller kirurgisk behandling for at opnå en rettighed.

Jeg synes det er forkert. For mig og udfra min livsanskuelse. Fordi jeg ikke selv aner, hvad det vil sige at leve et liv i den forkerte krop. Jeg forestiller mig, at hvis man er født som kvinde og føler sig som mand, så har man måske nok lyst til at få børn som andre mænd og ikke selv føde dem som en kvinde. Jeg forestiller mig heller ikke at mænd som er født som mænd og føler sig som mænd, har lyst til at føde børn… Men det er der vist nok nogle som har. Jeg kan ikke forstå det. Jeg ville ikke selv have lyst. Tror jeg.
Men.
Hvis det er nødvendigt ud fra deres livsanskuelse, så er jeg ikke den til at forhindre det, bestemt ikke. For jeg tror at lives kan leves og leves fuldt, helt og rigtigt, vel at mærke, på mange måder. Jeg tror min måde er den rigtige for mig, men ikke nødvendigvis for ret mange andre. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det er, at tro med absolut sikkerhed på en Gud. At gå i krig for en sag. At synes fodbold eller World Of Warcraft er det eneste, der er værd at bruge sin fritid på. Men selve følelserne, dem er vi fælles om. Jeg ved hvordan det er, at føle sig forkert, akavet, for meget, for nedringet eller højtråbende eller snerpet. At føle sig forkert, det er det værste og tænk, at føle sig forkert i sin egen krop. Hele tiden!
Jeg kan ikke forstå det. Men jeg kan godt anerkende, at det vil være det rigtige for nogle. Jeg vil gerne snakke mere om det, for det er så langt fra min forståelsesverden. Jeg vil stille en masse spørgsmål, oplyses og selvom jeg måske aldrig kommer til at forstå det, så er det for mig et nemt spørgsmål; selvfølgelig skal transkønnede have lov til at føde børn