Den glade mand

Den glade mand faciliterer folks drømme. Det fordrer et vist mål af kamæleontendenser, hvilket han besidder. Som skiguiden og dykkerinstruktøren og rejselederen. Det er et sælgergen, parret med oprigtighed det er det farligste i verden.

Jeg forestiller mig at vi spiser sushi sammen. At vi drikker øl i varmt regnvejr, på en forladt plads et sted i Madrid. Det kommer aldrig til at ske. Men jeg forestiller mig det alligevel, bare for at se hans smil for mig. Hvis jeg boede i Valby ville fristelsen være for stor. Selv nu.

Man skal sætte pris på sin angst.

Gennem Nåleøjet

Her er et projekt som udvider blikket.
Det sker, at jeg møder mennesker med et projekt, en ide, som de (naturligvis og gudskelov) synes er fantastisk og en, jeg burde skrive om. Mange af dem er gode, men jeg er sgu så stok-konservervativ på nogle områder, at den der sælger-mentalitet, den står jeg af på, og det er sikkert hændt at et godt projekt har misset omtale på en lidt for ihærdig sælger. Men den er svær, ikke, for hvordan skal jeg ellers høre om hjertebarnet?
Jeg elsker min fætter højt og ikke mindst for hans evne til at omgås, og derved lade mig møde mennesker, som jeg ellers aldrig ville have mødt eller siddet i havestole med, talt med, blevet fascineret af.
Meget sker på Roskilde Festival. Man kan møde Jesus, blive inviteret til Julefrokost, støde på en ægte, snu ti-årig og blive helt sobert ramt af entusiasme midt i en eftermiddagsbrandert. Det sidste skete om torsdagen for mig, og oplevelsen sad i mig resten af festivalen og fyldte de steder, hvor melankolien ellers sidder:

Min fætter introducerer mig for nogle øl, et par campingstole og en jyde i noget Kansas-tøj, som man (jeg) kan tale med. En fin fyr, so to speak, og sat sammen af tre mænd, en sælger, en håndværker og en kunster. Med andre ord, et praktisk rænessance-menneske, hvis et sådant findes. Og med helt jævne ord, fortæller han mig – uden at kende hverken mig eller til mig – om dette projekt, han er ved at rejse penge til at fortsætte, eller tage til det næste niveau og samtidig bevare ånden.
Den fantastiske er, at det kun langsomt går op for mig, at han taler om et kunstprojekt og ikke bare et kunstværk, men et af den slags som bringer os sammen istedet for at skille os ad. Det perfekte billede på lige præcis det, jeg selv arbejder med i Heart2Heart Peace.

Kort fortalt – du kan læse hele historien på www.gennemnaaleoejet.dk – så har manden lavet et kæmpe nåleøje, som blev opstillet uden for Århus, så man (med lidt besvær, men alligevel) kunne kravle igennem det – med andre ord, så alle havde mulighed for at komme igennem nåleøjet! Der er en lang forhistorie om ansøgninger og afslag og fællesskabets evne til at få ting til at ske, som er ret sej, men læs den del selv.
Nu kommer nåleøjet så til Australien (på Bondi Beach, i forbindelse med “Sculptures by the sea”!) og hvad er mere oplagt end at lave en passende nålespids og stille den på stort set den anden side af jorden – i Danmark – for at tale om sammenhængskraft og fællesskab – og kalde det for “How Close We Are” – det er storslået!

I fællesskabets natur, kan vi allesammen være med til at have ejerskab og få ideen til at bære frugt – men man (enkeltpersoner eller store firmaer) kan højst støtte med 10.000 kr. – så du kan give 50 kroner, hvis det er det, eller op til 10.000. Uanset opnår du den samme form for del i projektet.

(hvis ideen mod forventning ikke kan realiseres, får du selvfølgelig pengene retur, og hvis projektet giver en hvilken som helst form for overskud, holder Jonas en stor fest for det hele, for os alle sammen!)

Kan vi sige andet end; kom og vær med, det er et hjerte-åbnende projekt…

Læs mere her: Gennem Nåleøjet

Det er Danske Bank:
Registrerings- og kontonummer: 3241 0010922615

Indbetalingen bedes mærket How close we are samt det fulde navn på indbetaleren og/eller den person eller det firma, som indbetaleren ønsker registreret som donor.

Skulle det mod forventning ikke lykkes at indsamle tilstrækkelige midler inden deadline, vil donationerne blive returneret til de enkelte donorer inden 1. november 2012.

20120729-125136.jpg

“Swan” (Portugal 2011, Teresa Villaverde)

Swan 2011

Swan er en portugisisk film, som jeg så på CPH PIX 2012, for et par måneder siden. En langsom, smuk film, som stadig dukker op i mig.

Filmen handler om kvinden Vera som er en berømt musiker, og under sin turné til Lissabon lejer hun den unge Pablo til at gøre sig selskab om natten, Fordi hun ikke kan sove. Ikke seksuelt selskab, bare selskab, nogen at tale med, danse med, spise med. Som ikke blot nætterne, og også dagene går, kommer Vera tættere på den nærhedshungrende Pablos liv, og nærmer sig derigennem sit eget. Vera er langt fra den mand hun elsker, Sam. Han bor i Veras hus, men har smidt hende ud, for han mener de forstår hinanden bedst på afstand. (Idiot…!?)

“Teresa Villaverde, der er en stor kanon i den portugisiske arthouse-film, har altid været kendt for at skrive gode kvinderoller, men med ‘Swan’ har hun skabt sit stærkeste, mest nuancerede og måske også mest personlige kvindeportræt til dato. En seriøs og øm fortælling om at redde sig selv, fortalt uden nemme tolkninger og bristefærdig af uforløst kærlighed.” Fra CPH PIX

Her er mine tanker fra filmen:

Hun er en blanding af Kristin Scott Thomas og Sonja Richter, kold, følsom og uendelig smuk. Skrøbeligheden og styrken i rene yderpunkter.
Der sker en personificering med Vera, som filmen skrider frem, en genkendelse, noget med at insistere på kunsten, i livet også, på skønheden og kærligheden, på følelsernes uangribelighed. En logik som vokser vildt og griber om sig selv, for hvad gør ellers?
De insisterer på individets uangribelige ret til handling – han smider hende ud af hendes hus, for at bo der selv og på den måde begribe hende – uanset, at hun – genstanden for hans forsøg på begreb – forsvinder. På en vej, som måske alligevel fører dem sammen – må vi virkelig gøre hinanden så ondt?  Hun sørger over et kærlighedstab, mens den selv samme kærlighed finder en eksistensberettigelse.
Men det er også et greb om kærligheden, hvordan den end ser ud.
Og det fysiske udtryk. Den fysiske kærlighed, ikke nødvendigvis associeret med den seksuelle. Men sjældent at se et troværdigt udtryk for en mere mangfoldig, større, og ind i mellem også mere amputeret, men netop derfor mere helstøbt, kærlighed.
Masser af afstand, masser af længsel, ensomhed, et tomrum, hvor forskellige grader af nærvær og kærlighed opstår.

Trailer “Swan”

Anmeldelser

Det, der generer mig ved litterære anmeldelser er at det tit bliver kompositionen, der er afgørende for en god anmeldelse. Det samlede indtryk vejer tungere end det enkelte indtryk. Det i sig selv, er ikke som sådan et problem, men det bliver et problem når en anmeldelse er positiv, alene på grund af en god komposition.

Stiløvelser gør mig vred. Utryg fordi der ikke er nok identitet bag. Jeg kan ikke gennemskue autenciteten og så ved jeg ikke, hvad der forventes af mig. Hvordan jeg skal reagere. Ikke engang, hvilken reaktion der forventes.

Jeg

Jeg er doven. Og ond, men på samme måde som Elefantmanden og Frankenstein indeni. Jeg kan ikke styre mine musklers implus, mine vanskabninger giver folk ubehag og en medlidenhed som forarmer endnu mere.

Det er døråbningen som skræmmer mig. Jeg er ikke bange for det lukkede rum eller for den åbne plads. Det er på vejen derhen farerne lurer. Det er, når jeg er hverken eller, at jeg dør. Jeg har det godt med rene farver, bevæger mig frit på alle ensfarvede underlag, men fri mig fra camouflagen. Hvad skal jeg i et mønster jeg ikke selv har skabt?

Older posts