Erika Fatland: Englebyen

“Dæmoner” Østre Gasværk Teater, forår 2012

Her er igen overvejende kvinder… Lidt flere par end til Kaffesalon, måske lidt ældre… Men det er helt klart Hr og Fru Teatergænger. Nogle yngre par og generationerne blander sig ikke. Det er fordi de unge kommer i sidste øjeblik! Derfor virker de usynlige… Måske er teatret ikke uddøende…

Personalet er igen ungt og upåklageligt. Tiltalende. Rummet. Må kunne udnyttes bedre, til større visuel glæde. Her er så smukt. Og så i dette solvejr – men man har vel bestilt inden man kendte vejret – det giver teatret bedre vilkår end f.eks. koncerter indendørs eller gratis arrangementer.

Som altid oplever jeg en hammer af træthed når teatrets præmis skal trækkes i stilling…. På trods af dygtighed føles optakten, indledningen lang og jeg er først rigtigt med, da Camilla Bendix kommer på scenen, her får Frank og Karina en bold at spille med og først her får Karina bid, som foldes helt ud da Thomas i den godmodige Peter Oliver hansen spilles i stilling – hans tiltagende fascination af Karinas åbenlyse flirten er velspillet og troværdig – her får Anette Støvelbæk spillet sig helt ud af den lange skygge af kejtethed, som hendes fornemme præstation i italiensk for begyndere kastede. Og Frank får, omvendt, i Lars Mikkelsens udlægning lagt ranglet farlighed og det særlige talent for manipulation i hver en celle, oveni Noréns velskrevne ord.

Især Camilla Bendix rammer rent i småbørnsmoderens martyrkompleks, det syder i mig af genkendelige, skam og retfærdig harme. Sjældent behandlet så råt som her. Vedkommende, spids socialrealisme, uden forsonende skær og alligevel så man føler sig så ulækker selv. Mens Anette Støvelbæk får gestaltet sit fængsel og skødesløst desperate spil på virkemidler hun kender til sin egen og mandens dødelige kedsomhed. Så virkeligt, genkendeligt.

På sin vis bliver de to kvinder de mest interessante og ramte personer, både på tekst, iscenesættelse og skuespil, mens både Lars Mikkelsen og Peter Oliver Hansen spiller sikkert op mod roller man har set dem i før, og Lars’ desperat overlegne følsomhed ligger i hans krop, selvfølgeligt. Det er sgu fedt!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Erika Fatland: Englebyen