“Dæmoner” Østre Gasværk Teater, forår 2012

Her er igen overvejende kvinder… Lidt flere par end til Kaffesalon, måske lidt ældre… Men det er helt klart Hr og Fru Teatergænger. Nogle yngre par og generationerne blander sig ikke. Det er fordi de unge kommer i sidste øjeblik! Derfor virker de usynlige… Måske er teatret ikke uddøende…

Personalet er igen ungt og upåklageligt. Tiltalende. Rummet. Må kunne udnyttes bedre, til større visuel glæde. Her er så smukt. Og så i dette solvejr – men man har vel bestilt inden man kendte vejret – det giver teatret bedre vilkår end f.eks. koncerter indendørs eller gratis arrangementer.

Som altid oplever jeg en hammer af træthed når teatrets præmis skal trækkes i stilling…. På trods af dygtighed føles optakten, indledningen lang og jeg er først rigtigt med, da Camilla Bendix kommer på scenen, her får Frank og Karina en bold at spille med og først her får Karina bid, som foldes helt ud da Thomas i den godmodige Peter Oliver hansen spilles i stilling – hans tiltagende fascination af Karinas åbenlyse flirten er velspillet og troværdig – her får Anette Støvelbæk spillet sig helt ud af den lange skygge af kejtethed, som hendes fornemme præstation i italiensk for begyndere kastede. Og Frank får, omvendt, i Lars Mikkelsens udlægning lagt ranglet farlighed og det særlige talent for manipulation i hver en celle, oveni Noréns velskrevne ord.

Især Camilla Bendix rammer rent i småbørnsmoderens martyrkompleks, det syder i mig af genkendelige, skam og retfærdig harme. Sjældent behandlet så råt som her. Vedkommende, spids socialrealisme, uden forsonende skær og alligevel så man føler sig så ulækker selv. Mens Anette Støvelbæk får gestaltet sit fængsel og skødesløst desperate spil på virkemidler hun kender til sin egen og mandens dødelige kedsomhed. Så virkeligt, genkendeligt.

På sin vis bliver de to kvinder de mest interessante og ramte personer, både på tekst, iscenesættelse og skuespil, mens både Lars Mikkelsen og Peter Oliver Hansen spiller sikkert op mod roller man har set dem i før, og Lars’ desperat overlegne følsomhed ligger i hans krop, selvfølgeligt. Det er sgu fedt!

Erika Fatland: Englebyen

Det er ikke alle anslag mod menneskeheden, som menneskeheden kan overkomme. Det er ikke ualmindeligt at overleve, blot for at gå under.
Englebyen er navnet på den kirkegård, der er bygget til ofrene for massakren på skolen i Beslan i Ossetien i 2004. Et sted for alle ofrene, ikke kun dem som døde, men også for søskende og efterladte forældre, som bruger størstedelen af deres tid her på kirkegården.
Her hersker en krig mellem de levende og de døde, mellem sorg og vrede, de overlevendes skyld og de dødes tavshed.
Om sorg og vrede og afmagt i en by, hvor terrorhandlingen næsten bliver det mindste af det hele.
Hermed en stor anbefaling af en grum bog:
Erika Fatland: Englebyen – Historier fra Beslan
Lindhardt og Ringhof 2012

Død og fortrydelse

HC Andersen på dødslejetJeg håber ikke, jeg forestiller mig ikke, at de fleste som dør, dør i fortrydelse. Selvfølgelig er der fortrydelse. Men at dø, med fortrydelsen som den forreste følelse, det har jeg svært ved at tro på. Derfor blev jeg også frustreret over den bog af Bronnie Ware, “The Top Five Regrets of The Dying”, som udkom sidste år og, som titlen antyder, bl.a. har en top-fem liste over de ting, som døende fortryder. Listen, som blev delt viralt over hele verden, tweetet og delt på Facebook i det uendelige, er jeg ikke som sådan uenig med. Man  fortryder at man ikke havde mere mod, viste flere følelser, havde været gladere.

Jeg tror, man har de tanker, bestemt, som en del af ‘Det Store Regnskab’.
Jeg har selv haft døden og døende tæt inde på livet ad flere omgange. Og bestemt mennesker, som kunne have ting at fortryde og som også gjorde det. Ønskede de havde handlet og ment anderledes mange gange, fortrød en masse, og ikke kun i den sidste tid. Forestiller jeg mig. Alligevel så er døden mere definitiv end noget andet, at konfrontere et liv med. Jeg forestiller mig at døden, for den døende, er en blanding af resignation og forsoning. Et suk. Det var som det var, blev som det blev. At man forsoner sig med et regnskab, og de uregelmæssigheder, der er. De gange, man tog af kassen.
Min far havde mange ting at fortryde. Alligevel så håber jeg, at han, om ikke andet så i de sidste minutter, hvor han lå på gulvet og måske allerede var næsten væk, fandt et suk. Jeg var her og det blev som det blev.
Til døden hører sorgen, angsten og glæden. Kærligheden.
Fortrydelsen hører livet til. Forestiller jeg mig. Håber.

Meyers Deli i Magasin

Meyer, Burger, Spist

Når jeg er i Magasin, plejer jeg at tage Joe and the Juice, for det er let og frisklavet og en god sandwich + friskpresset med ingefær til under 100 kr, fås ikke mange andre steder. Men der var kø og mange mennesker og jeg var mere sulten… Og havde lige en time…

Den ny-designede madkælder, giver mindelser om Illums underetage da jeg var barn, hængende i min farmors skørter til en kop kaffe og et glas mælk, men følelsen er knap så eksklusiv. Til gengæld garanteret ligeså dyrt….

Folkelighed er de nye penge. Det irriterer mig.

Jeg bestilte burger og æblemost:

Kedelige kartofler som tilbehør, bløde og melede og lidt brændte på samme tid, kun næsten reddet af det gode Guerandesalt og lidt hjemmemayo.

Selve burgeren: Lækre syltede agurker, gammeldags, men en anelse tykkere håndskåret. Løg, syltede bløde, en lidt særlig kombination – blev for sure. Bøffen stegt til perfektion, første bid i himlen. Sprød og smagfuld bacon. Alm. ost af creme-gummi gjorde ingen  fortræd. Bollen fuldkorn, mellemting mellem de hårde som ridser ganen og de bløde som drukner, jeg kunne godt lide den.

Æblemost, desværre alt for mange isterninger i glasset – en luset måde at spare penge på, når man tager 25 kr. for et lille glas – betød at mosten var for kold hhv. for tynd til at smage af noget. Sgu ærgerligt.

135 kr. for burger. Øvre cafegenre og som sådan, pengene værd, hvis kartoflerne opper sig lidt…

Sara Brorsen Skaarup og kroppen med på arbejde

Sara Brorsen Skaarup har skrevet et indlæg på Avisen.dk om at tage kroppen med på arbejde. Der er en del kommentarer på indlægget, som sviner hendes vinkel til, det er interessant, de taler om sexchikane og krænkelse af kvindens rettigheder, når det hun taler om, vel i virkeligheden er respekt. For egen krop. Hun har et godt billede om at skrue hovedet på kroppen. Problemet er nok et indskrænket syn på erotikkens væsen generelt.

Sara har skrevet et glimrende og relevant indlæg, men at følge hendes forslag kræver at man tager ejerskab over egen krop og egne følelser. Vi laver opdelingen mellem hoved og krop fordi vi er bange for, at vi ikke kan styre sammenlægningen, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg endnu har set et vellykket eksempel på total sammenlægning.

Jeg mener hun har ret, jeg mener vi skal prøve. Og fejle og tage ansvar for det rod, vi laver og de mennesker vi sårer. Men jeg kan godt forstå angsten for følelsesmæssigt rod på arbejdspladsen.

Nu kan jeg høre Sara Brorsen Skaarups svar for mit indre øre – som jeg forestiller mig, det ville lyde; at rodet er der alligevel og opstår måske i endnu højere grad fordi vi fornægter kroppen og erotikkens tilstedeværelse.

Og hun har ret, men hun tager også fejl. Jeg tror nogle ting dør af at blive italesat – også ind imellem respekt. Og jeg tror slet ikke vi fornægter kroppens og erotikkens tilstedeværelse, så meget som hun tror. Vi er nogle eller mange, som mærker den og respekterer den og lever den uden nødvendigvis at involvere andre i den. På arbejdet.

Et eksempel er mit forhold til Den milde mand og ideen om Gentlemans Agrement. Ikke alt skal siges, ikke alt skal åbent anerkendes og handles. Det kan godt være der alligevel.

Min krop, jeg kender den, elsker den og lever i den. Kærlighed er ikke altid handling.

Nogle følelser er storm, orkan og det er nogle følelsers berettigelse, men der er altid noget som dør i spørgsmålet mellem liv og død.

Nogle følelser ville overskygge andre, ligeså vigtige, hvis de fik lov til at udfolde sig uhindret. Det hele er der. Også fornægtelsen, og den er lige berettiget tror jeg. Kan være ligså kærlig.

Men sjovt at hendes indlæg får midaldrende mænd til at råbe vagt i gevær. Måske er deres udfordring er den største her.

 

(Beklager billedet - kunne simpelthen ikke modstå...)

Older posts